Det høres i hvert Fuglefløjt:
„Han kommer — ja, han kommer!”
Hver Blomst har strakt sit Hoved højt
og vokser flere Tommer.
Hver Rosenknop er — o! — saa spændt:
„Ak, var han her dog bare!”
Længst staar alt Kongelyset tændt
langs Vejen, han skal fare.
Nyfigent klatrer Humlens Løv
til Tops i Hasselhegnet.
Hvert Blad er tvættet rent for Støv,
thi det har nylig regnet.
— — Nu er han nær. I højen Luft
med Sølverklokker ringes.
Hvert Vindpust bringer Blomsterduft,
og grønne Grene svinges.
Saa ses han over Bakkerne,
omkranst af tusind Lærker.
Og Smaafolk kaster Frakkerne,
naar de hans Nærhed mærker.
Omkring ham straaler Marguerit,
Valmue og Cikorie.
Hans Dragt er Himmelblaat og Hvidt,
og Solen er hans Glorie.
Velsignende den hele Jord
han løfter sine Arme:
Da strømmer til hvert Liv, der gror,
en ren, en himmelsk Varme.
Nu nikker Top, nu svinger Gren,
nu vifter Hæk og Kviste.
Der er i Flokken ikke een,
som være vil den sidste.
Med Blomst og Blade dækker sig
hver Busk, der før stod nøgen;
men over alle strækker sig
Kastanien og Bøgen.
Græstæppers Silke bredes ud
langs alle Togets Stier.
Hver Tue har sin Navneklud
med Blomsterbroderier.
Ja, selv hvert Mosehul, hver Pyt
har lidt af Himlens Afglans,
og Poplens Løv er splinter nyt,
saa skært, med gylden Ravglans.
— Kun Ask og Eg betænker sig,
de tror ej Naadens Under.
Som Tvivlere paa Lysets Vej
staar ensomt de og grunder.
Men Linden slaar sin Krones Pryd
ud mod saa blid en Sommer.
Og overalt det jubler: „Fryd
Dig! Se Din Konge kommer!”