Men, Barn, hvad er det, Du har for
Vorherre sig forbarme!
Staar Du paa Køkkenstigen ej
med højt oprakte Arme!
Gardinets lette Sommerstof
Du fæster op med Naale — —
Den Stilling, kære, ved Du dog
er den, Du mindst kan taale!
Hvad siger Du? Om Huset skal
staa vinterklædt i Sommer
og ikke være fuldt parat,
til „Foraarsgæsten” kommer.
— Jo vist! Jo vist! Men skynd Dig blot —
stig ned, jo før, jo heller!
Jeg frygter ellers, at vor „Gæst”
sig lidt før Tiden melder.
Lad Pigen nu om Resten. Hun
blier ellers alt for doven.
Og lad os to saa slaa os løs
og køre ud i Skoven.
Den er saa smuk nu. Solen end
ej mørknet har Kuløren.
Kom saa! Den Vogn, jeg har bestilt,
alt ruller frem for Døren.
Dit Sjal maa vi ha’ med. — Jo vist!
vær blot fornuftig, Ellen!
Er ogsaa nu det varmt, det blier
lidt køligt dog i Kvælden.
Afsted saa! Bag om Byen, ja,
Du veed, den jævne Vej,
den Skumplen gennem Gaderne
den taaler Du jo ej.
Her er Alléen. Til en Hal
dens Buer højt sig hvælve.
Kastanieblomster drysser ned,
og Løvets Vifter skælve.
Saa kirkesval, saa løndomsfuld
sig Skyggen om os sænker,
mens Solen hist og her sit Guld
paa Bark og Grønsvær stænker.
Her naar vi Byens Yderkant
ved Enden af Alléen,
og frem i Dagens gyldne Lys
vi ruller ad Chausseen.
Det brede jydske Bondeland
oplader sig for Synet.
Til Højre blaaner Havets Spejl
helt ud i Himmelbrynet.
Jeg elsker dette Landskabs Kraft
den stærke, ubetvungne,
dets store Linier, stolte Træk,
saa djærvt, saa dristigt svungne;
den sortebrune Lyngaas hist
bag Rugens lyse Vænge
og Dalens Aaløb med dets Bræm
af saftiggrønne Enge.
Nu følger vi en Bivejs Spor,
rask gaar det ned ad Bakke,
Fra Dybet staar en Duft af Hø,
som alt er sat i Stakke.
Her aabner sig — tæt overgroet
af Hyld og gamle Hesler —
en dunkel Hulvej, trang som den
hvor Tell fik Ram paa Geszler.
— Nej se, hvor kønt de ligger dér,
de gamle Husmandsrønner!
Straatagets Armod Abildtræer
med Blomstersne forskønner.
Ramt blander sig den egne Lugt
af svovlet Tørv, som oser,
med den af Caprifolier
og Hækkens vilde Roser.
Hvor risler det med Lærkesang
ned over os fra oven!
Og ser Du, Ellen! se en Stork
paa Engen foran Skoven!
Jeg synes, den betragter os,
som om den Alting vidste.
Den nikker: „Hm! vi mødes snart!
Jeg har Jer paa min Liste!”
Nu gaar det opad. Vejen er
lidt stejl det sidste Stykke.
Saa, Kusk! Lad Vognen holde her
i disse Eges Skygge!
— Stig nu forsigtig ned, min Ven —
nej! springe maa Du ikke!
— Skovløberhuset ligger hist,
— dér vil vi Kaffen drikke.
Bag om dets Gavl, hvor Vinløv gror
helt op til Tagets Rygning,
vi følge vil en Lønstis Spor
dybt ind i Skovens Tykning.
Det lyse Løvtag skærmer svalt
mod Solens gyldne Pile;
langt inde er en Skovdam gemt,
hvor vi en Stund kan hvile.
Saa gaar vi da. — O, hvilken Duft
der strømmer os i Møde
fra alt det unge Plantelivs
saftsvulne Foraarsgrøde.
Og Blomstermyldret! — Nej, min Ven!
Du maa Dig ikke bukke.
Den Vaarbuket, Du ønsker Dig,
skal jeg nok ydmygst plukke.
O, naar jeg ligner denne Luft,
saa stærk, saa sundhedssvanger,
med den, vi daglig aander ind,
jeg føler næsten Anger.
Kulturen tynder ud vort Blod;
men Livets friske Urkraft
fornyer det, fylder os med Mod
og svulmende Naturkraft. —
Du aander dybt. Dit Blik faar Glans
og Kinden Sundhedsrødme,
og Smilet om din bløde Mund
har Vaarens unge Sødme.
Men Du er træt? — Taalmodighed!
Vort Maal jeg netop skimter!
Histhenne bag det aabne Løv
Skovsøens Vove glimter.