Natten laa over Jorden,
en Nat saa trøstesløs trist.
Gravsort Mørke paa Land og Hav
og slukket hver Stjernegnist.
Jeg aabned mit Vindve. Lampens Skær
gled som en Lysning svag
over en Tagryg, en Skorstensvæg
og svandt i Mulmet der bag.
Det var ved Jævndøgnstide
og Kræfternes Vægt i Ro.
Intet Bud fra det skjulte Land,
hvor Livets Forjættelser gro.
Ikke Vinter og ikke Vaar!
Jeg selv saa kraftløs og tom.
Slap min Evne. Hver fager Drøm
viet til Død og Dom. — —
Da — var det et Pust, som strøg min Kind,
faldt paa min Haand en Taare?
— Det klang, som brast der i Nattens Skød
et Væld, en sprudlende Aare:
Der kom som en sagte Susen,
som kogende Vandes Syd.
Det svulmed og steg, og det øde Rum
blev fyldt med levende Lyd.
Da følte jeg Aandens Time,
jeg aned Fornyelsens Tegn:
tyst sank over Jord i den stille Nat
en kvægende Foraarsregn.