De store Malmsvælg runge
fra Dômtaarnets Glug.
Gravhvælvets Port den tunge
oplader sig med Suk.
Der hviles alt derinde
saa mangen stille Gæst,
— nu aabnes den for hende,
hvis Plads var Drotten næst.
Og Orglets Brus vil stige
ved hendes Jordefærd,
og Dômens Skumring vige
for tændte Kærters Skær.
Men er først Graven lukket
og Dødens Højtid endt, —
bli’er da og Sorgen slukket
som Kærten, der var tændt?
Ak, spørg kun hendes Kære,
og spørg den gamle Drot!
Den Sorg, som de maa bære,
er ej i Klæder blot.
Bedsk rinder Savnets Kilde
af Gravens Urne frem,
— der bliver tomt og stille
nu i det gamle Hjem.
Og ikke Stammen ene
fornemmer Øksens Hug, —
i trindt til de tusind Grene
der gaar et Smertens Suk:
Et Folk, hvem Landesorgen
er mer end Dragt og Skik,
ser op til Kongeborgen
med vemodsdugget Blik.
Og dér, hvor Ymper myge
fandt Ly ved hendes Gunst —
og dér, hvor mellem Syge
ved Kvindehænders Kunst
hans Gerning efterlignes,
som lindred Sot og Savn,
— dér skal med Tak velsignes
den gode Dronnings Navn.
— Men vandtes end paa Jorden
et Navn med herligst Klang,
det er Naturens Orden
at det skal dø engang,
at ogsaa det paa Kærren
skal bort til Gravens Krog — —
Lyksalig da, hvem Herren
skrev ind i Livets Bog!