Langsomt ved hinandens Side
vandred de langs Klittens Bræm.
Dagen svandt. De første blide
Stjerner kom paa Himlen frem.
Som en Fugl i lydløs Dalen
sænkede sig Kvældens Ro.
Han alene førte Talen,
men han talte og for to.
Det var Tidens nye Tanker,
som bevingede hans Sprog —
Aandens Storm mod alle Skranker,
Videnskabens Sejerstog.
„Rummet hist, hvor Kloder glinse,
har ej Plads for nogen Gud.
Kæmpeteleskopets Linse
drev ham af hans Himmel ud.
Og i Universets Midte,
hvor hans møre Trone faldt,
tager nu den frie Tanke
Plads og gennemskuer Alt.
Ingen stenindgravne Love,
ingen Dommers: Lyd og skælv!
Frit enhver, som det ham lyster,
skriver Livets Love selv.”
Her, af egen Højhed svimmel,
standsed han sin Tales Il,
steg saa fra sin Storheds Himmel
ned til Jorden med et Smil.
Og til Damen ved sin Side
brød han fuld af Stolthed ud:
„Se, Kusine! Saadan bliver
Mennesket sin egen Gud!”
Og han væbnede sit Øje
med Lorgnettens slebne Glar
og fixered hende nøje.
Men hun gav ham intet Svar.
Med det mørke Øje rettet
udad mod det aabne Havs
blanke fosforlyse Flade
stod hun tankefuld og tavs.
— Se! da steg fra Himmelbrynet
lange Flammestriber brat:
Store, skønne Nordlys funkled
i den lune Sommernat.
Rødt de gnistred, blaat de flimred
over Himlen vidt og bredt,
rulled frem og trak sig sammen,
smuttede saa bort med ét.
Og da sagde hun alvorligt,
fæstende sit Blik i hans:
„O, hvor blændende er disse
Glimt af Nordpolsnattens Glans!
Men ustadigt kun og rastløst
blusser de langs Nattens Bræm.
Og — tilgiv mig! — dine Tanker
synes mig i Slægt med dem.
Nedefra, af Dybets Skakter,
vælder deres Flammer ud,
som fornægted de hvert Udspring
fra al Lysets Kilde, Gud.
Uden fast og rolig Klarhed,
uden Hvile i sig selv
sitrer de i fredløs Flakken
over Himlens høje Hvælv.
Dengang Alt endnu var Kaos,
vilde Kæmpekræfters Spil —
i en raa titanisk Verden
dér blev disse Luftlys til.
De har blusset, de har knitret
om den dampindsvøbte Jord,
dengang Lucifer fra Himlen
ned i Afgrundsdybet fo’r.
Tro mig: Han har tænkt sig hine
Kaos-nattens Flammegys
— Spejling af hans eget Væsen —
som den nye Klodes Lys.
— Dog, da Urtidstaagens Forhæng
bort fra Verdensscenen gled,
funkled Rummets blanke Kloder
roligt, klart og trygt herned.
Og som den Gang, end de luer
over Mark og Sø og Skov,
kredsende i faste Buer,
Vidner om en evig Lov.
Denne Lov, som de forkynder,
skal og styre mine Skridt.
De skal lyse paa min Bane —
følg saa Du din egen frit!”
Og mens Venusstjernen blinked
venligt i den stille Kvæld,
vendte hun sig bort og vinked
ham med Haanden sit Farvel.
— Flov han stod. Men forat give
Scenen den korrekte Stil
tog han Hatten af og bukked
med et stolt, ironisk Smil.