Som Dagen just led, og Lyset
svandt i Solfaldets Stribe,
da bar over Vande et Vemodsbud
de Klokker fra Roskild til Ribe.
De sang det i Kvæld saa sorrigfuldt
med Malmets den mørke Tone:
Gamle Kong Kristian er sovet hen
Døden har taget hans Krone!
Det kom os alle saa sælsomt. —
Nu vendes Krønikens Blad!
Vi syntes, at han og Danmark,
de kunde ej skilles ad;
vokset han var gennem Aarenes
skiftende Lyst og Nød
inderligt fast til vort Hjerte.
Og nu — ak! nu er han død.
Vi kendte hans milde Øje,
hvert et Barn var han kær.
Der boede ej Svig paa hans Læbe
kun Retsind i al hans Færd.
Aldrig saas han med løjet Smil
at bejle til Døgnets Gunst —
Troskab mod Pligtens Stemme,
det var hans Statsmandskunst.
Han ejed ikke de sjældne
Evner, som blænder et Folk;
for, hvad han følte, var Tungen
ingen veltalende Tolk.
Men Talen som Tanken fulgte
Sandhedens lige Spor,
og for hans Hjertelag vidned
Handling bedre end Ord.
Tunge Tider han fristed,
Danmarks Tab gik ham nær;
ofte har Mistro kastet
Skygger over hans Færd.
Langsomt Folkets Hjerte og Tro
maatte han til sig vriste;
men da han først havde vundet den,
blev den og hans til det sidste.
— — Klokker kime, og Klokker gaa!
— Sorg i al Danmarks Land!
Alle saa holdt vi af ham,
den trofaste, gamle Mand.
Træder vi da i Tanken
tyst til hans Kistefjæl:
Tusind Godnat, Kong Kristian!
Gud Herren have din Sjæl!