Det hændte paa en Rejse
for et Par Vintre siden,
at Toget kjørte fra mig
(Det sker mig undertiden) —
og da Situationen
ej tillod mig at vrage —
i Helsingør jeg maatte
mit Natteherberg tage;
(Did var jeg nemlig kommen
med Skibet nys fra Sverrig).
— Nu sad jeg i Hotellet
og nipped til min Sherry.
Foroven lyste Lampen,
fra Ovnen Ildens Funke,
og foran mig paa Bordet
Aviser laa i Bunke.
Af Gjæster var der ingen,
jeg kjeded mig uhyre;
saa greb jeg til Bladene
som Nødhjælps-Lekture.
I det Par Aar jeg havde
været borte fra Hjemmet,
var for de fleste Forhold
jeg bleven halvvejs fremmed.
Min altfor magre Kundskab
jeg satte nu til Fedning;
her fandt jeg jo i Sagerne
al ønskelig Vejledning.
En Slump Partiorganer,
hver som et slebet Prisme,
bød mig et farvet Indblik
i Landets Organisme.
Her voxed Politiken
i Forsidens Spalter;
Beskedent i dens Skygge
stod Æsthetikens Alter.
En Nyhedsflor fremmyldred
med Stof for Statistiken;
saa fulgte som Rosinen
Fornøjelsesrubriken, —
Kort — hele Samfundslivet
var sindrig concentreret
og med stilistisk Sauce
paa bedste Vis serveret.
Jeg priste i mit Hjerte
vor gode Nutidspresse
og skred saa flux til Værket
med Ild og Interesse.
Men alt som jeg studered,
blev denne mere lunken,
og Modet sank, forinden
jeg halvvejs var i Bunken.
Hvad bød vel Politiken?
Kun smaalig Splid og Kævlen,
de samme gamle Synders
bestandige Optrævlen;
en Kamp, som ej Ideen
men ene Magten gjældte,
— en Strid, som mellem Fjender,
med Ord, der sved og smældte.
Og gik fra denne Sfære
man til det Sociale,
— hvad fik man da at skue?
Skandale paa Skandale.
I Hovedstadskredsene
og rundt i Landets Egne —
det var, som om en Giftsvamp
aad om sig allevegne;
under vexlende Vilkaar
— i Overflod og Knaphed —
en Nydelsesbrynde,
en Løshed og en Slaphed —
Fallitter, Desertioner
med Andres Pengekasser,
Uterlighed og Gejlhed
i alle Samfundsklasser —
en svindende Sans for
Gudfrygtighed og Renhed,
men Udslag paa Udslagat
Raahed og Gemenhed.
I Literaturen,
— saa vidt jeg kunde spore
tilsvarende Fornægten
at det Ædle og Store;
For al idéfyldt Stræben
kun fornem Skepticisme,
men grundig Detailleren
af Løgn og Egoisme.
Derhos en tørstig Svælgen
i alle Livets Glæder —
fornemmelig af den Slags,
ved hvilke Dyden græder. —
— Saa det var altsaa Maalet,
hvortil vi nu var naaet,
og Frugten af den Skæbne,
som var os ovengaaet!
Det var et Folk, der søgte,
med stolt og ædel Fatning,
i indre Væxt og Sundhed
for ydre Tab Erstatning!
— Jeg Bunken skød til Side;
mit Sind var tungt og trykket.
Hvad var vor Ret til Livet
da, naar det kom til Stykket?
— Var der i dette Sodom,
naar Sagen skulde klares,
saa mange Retfærdige,
at Folket kunde spares?
— Fra Bordet jeg mig rejste,
jeg sært beklemt mig følte,
Luften var tung. Jeg aabned
et Vindue. — Det kølte.
Derude lyste Maanen
ned gennem Skyens Ridse.
Histovre knejste Kronborg
med Sne paa Taarnets Isse.
En Lyst mig greb, at fylde
med Havets Luft min Lunge.
Den vilde rense Sindet
for Tankerne de tunge.
En Tur paa Kronborgs Volde,
hvor Bølgeslaget klinger,
i Nattens øde Stilhed
om sust af Vejrets Vinger —
det var, hvad jeg behøved,
og flux jeg greb Ideen,
fik Tøjet paa og traved
afsted igjennem Sneen.
Snart stod jeg da deroppe,
tæt hyllet ind i Frakken,
Pelshue paa, og Kraven
højt krænget op i Nakken.
Jeg stred mig frem mod Vinden,
som bed i Kind og Næse,
og lod fra alle Sider
mig dygtig gjennemblæse.
Jeg haabed, Kulden vilde
for mit Tungsind befri mig.
— Da strøg der langs ad Volden
en Skikkelse forbi mig.
Sortklædt fra Hæl til Hoved
den dukked frem af Natten:
En Mand i Pelsværkskappe
med Ravnefjer i Hatten.
Hans pludselige Komme,
hans Holdning, Gang — saavel som
den Dragt, han bar, mig syntes
i første Nu lidt sælsom.
Han gav mig i Forbigang
et Øjekast fra Siden.
I Blikket laa, mig tyktes,
en sær, tungsindig Liden.
Et Stykke gik han fremad,
saa stod med Et han stille.
Det var, som ikke rigtig
han vidste, hvad han vilde.
Men da jeg tæt ham strejfed,
han brat sig mod mig vendte.
Midt i det hvide Ansigt
to mørke Øjne brændte.
Han hilste, løfted Haanden
mod Hattens brede Bræmme
og talte mig saa til med
en dyb og sælsom Stemme:
»Jeg beder, tilgiv, Herre,
en ensom Nattesværmer,
at han, skjønt Eder fremmed,
saa frit sig til jer nærmer.
Jeg plejer her at færdes,
naar Alt er mørkt og øde;
det er mig ganske uvant
et Menneske at møde.
Tillad mig da at nyde
Jert Selskab til Forandring,
og sig mig: Hvad er Grunden
til Eders sene Vandring?«
— Hans Tone var saa egen,
halv let og halv alvorlig,
— kort, der var Noget ved ham
som fængsled uvilkaarlig.
Og da mit Hjerte sukked
just efter en Fortrolig,
jeg skrifted ham de Tanker,
som gjorde mig urolig.
— Med Rynke over Brynet
og Blikket vendt mod Siden
opmærksomt han mig hørte
og nikked undertiden.
Og da jeg havde lettet
mit sært beklemte Hjerte,
da krummed sig hans Læbe
som i Foragt og Smerte.
Et eget Skær af Tungsind
sig lagde over Panden —
hvor sælsomt! det mig tyktes,
jeg skulde kjende Manden. —
Og om sin Krop han svøbte
Pelsværket sort og laadent
og sagde: »Ja, i Danmark
er nu fast Alting raaddent.«
Jeg skyndte, mig at svare:
»Med Guds Hjælp dog ej ganske!
Naar Nødens Time kommer,
da vaagner Holger Danske.«
Han studsed, løfted Haanden,
mod Hattens Ravnefjeder: —
»Min Ven, et Navn I nævner
vel kjendt paa disse Steder.
Her under Volden bor han,
om, Sagnet sandt fortæller.
Følg med! Vi vil den Gamle
besøge i hans Kjælder.
Løngangene om Slottet:
jeg kj ender, som I hører.
Tillad mig da, min Herre,
at være Eders Fører.«
Han gav sig flux paa Vejen,
før jeg fik tænkt paa Svaret.
Jeg fulgte, halvt i Tvivl om,
at han var vel forvaret.
— Vi naaede Voldens Ende,
der aabned sig en Trappe.
Rask steg han ned foran mig
svøbt i sin sorte Kappe.
En Bro min Fod betraadte,
som over Graven førte;
fra Dybet nedenunder
jeg Vandets Skvulpen hørte.
Foran en Mur han standsed,
et Øjeblik han søgte,
slog derpaa Ild og tændte
en gammel rusten Lygte.
En Egeport han aabned,
den hvined paa sit Hængsel.
Der slog en Luft imod mig
fugtig som fra et Fængsel.
Og foran mig jeg skued
en Stengang lang og hvælvet,
saa skummel, ret som var den
en Indgangsport til Helved.
Dog hastig frem han iled
med Lygten allerede.
jeg fulgte, skjønt jeg fandt det
uhyggeligt dernede.
Fra Loftet sived Vandet
som i en Drypstensgrotte,
en Flagermus jeg strejfed
og traadte paa en Rotte.
Saa vinked han og aabned
en Dør, hel sort af Ælde.
Ved Lygteskæret saa’ jeg
ind i en hvælvet Celle.
Paa Væggene hang Vaaben
fra længst forsvundne Tider:
— Slagsværd, Stridsøxer, Skjolde —
i Krogene stod Blider;
— og hist, hvor ved en Drejning
nu Lyset brat henglimted,
med Ryggen vendt mod Døren
en Skikkelse jeg skimted.
Et Skridt jeg traadte fremad,
anspændte alle Sanser — —
En mægtig Kæmpe saa’ jeg
fra Top til Taa i Panser.
De jærnklædte Arme
var som til Bordet lænket.
Paa dem et hjelmdækt Hoved
laa fast i Slummer sænket.
Jeg gjorde intet Spørgsmaal,
behøved ej at granske —
Her sad han da virkelig
den gamle Holger Danske.
Jeg skotted til min Fører,
der stod med Lygten hævet.
En Trækning som af Vemod
omkring hans Læbe bæved.
Men da mit Blik han mødte,
hans Udtryk skifted atter.
»Nuvel! ej sandt! — han sover?«
han spurgte højt med Latter.
Uhyggeligt hans Stemme
klang i den dunkle Stengang.
»Han sover, ja,« jeg svared;
»Men han vil vaagne engang.«
Han tav, men smilte stedse
og rakte mig sin Lygte.
Saa gik han hen i Krogen
og mellem Skramlet søgte.
En vægtig gammel Jærnstang
han frem for Lyset bragte,
— den samme vel, som Slaven
i sin Tid Holger rakte,
og som den Gamle knuged
med Fingrene de stærke,
saa endnu i Metallet
jeg skimted Haandens Mærke.
Han løfted den — jeg troede,
hans Arme vilde knække —
og sagde: »Lad os prøve,
om vi kan Gubben vække.«
Jeg stirrede forstenet
og fast til Pletten lænket,
da han den tunge Kølle
mod Kæmpens Nakke sænked.
— Den faldt. Jeg saa den ramme
den harniskklædte Skulder —
Da lød der gjennem Rummet
et forfærdeligt Bulder.
De tunge Panserplader
gav efter for Slaget,
og som en Bunke Jærnkram
det Hele sammenbraged.
En Sky af Støv sig rejste,
og Rotter, Firben, Snoge
— det Indhold, Hylstret gjemte
fo’r ud i alle Kroge.
Stum saa jeg paa min Fører,
som stod og lo blandt Skramlet.
— Nu kjendte jeg hans Aasyn
og skreg i Rædsel: — »Hamlet«!
Da brast den gamle Hvælving,
brat sluktes Lygtens Flamme —
jeg greb for mig i Mørket,
— og — vaagned med det Samme.
Trygt sad jeg i Hotellets
den lune Gjæstestue;
foroven lyste Lampen,
fra Ovnen Ildens Lue.
Aviser laa paa Bordet,
min Flaske stod ved Siden,
og Klokkeslag fra Taarnet
forkyndte Midnatstiden.
Endnu stod Vindvet aabent,
Gardinet fløj i Trækket;
en Gibsfigur fra Væggen
var styrtet ned og knækket.
Jeg tog mig til mit Hoved,
det var lidt tungt og ømt kun,
men ellers uden Skade.
— Jeg havde altsaa drømt kun.
Den fæle Nattevandring,
det underlige Møde
var da blot Hjernefostre,
som Ingenting betøde.
Imellem Drøm og Sandhed
min Aand havde famlet.
Det var mit eget Mismod,
som havde spillet Hamlet.
Jeg følte mig ved Tanken
hel lettet til Mode.
Kanske stod dog ej Sagerne
saa ilde, som jeg troede.
Kanske jeg havde Status
en Smule sort fortolket,
og der endnu var Sundhed
i Kærnen af Folket.
Kan hænde, at — som Musen,
da Bjærgene holdt Barsel —
der gjemtes kun i Synet
et Fingerpeg, et Varsel.
Maaske et Gry sig dulgte
bag Tusmørketimen,
og bag den Skal, der smulred,
et Frø med Fremtidskimen.