N. W. Gade
(Prolog ved en musikalsk Mindefest).
(Prolog ved en musikalsk Mindefest).
Til Eder, Venner, som kom hid til Huse
for efter fuldendt Dont i Døgnets Kald,
jert Sind i Tonens Velklang at beruse,
— et Ord skal lyde først om ham, hvis Muse
i Aften ene Sceptret føre skal;
at vi med Andagt mødes kan som Gæster
i Tonens Verden, dér hvor han var Mester.
— I Tonens Verden! Stands ved dette Ord
og prøv, om du det fatter med din Tanke:
En Verden, underfuld, usynlig, stor,
som kender Tidens ej og Rummets Skranke,
men favner baade Himmel, Hav og Jord;
— hvor liv er en Stemning, som Naturen rummer,
— dens Foraarsjubel og dens Suk i Høst,
dens Sommerfrodighed, dens Vinterslummer,
— hvert Bølgeslag, som ruller under Kyst,
og Havets Vælde, naar det oprørt skummer,
— og hver en Stemning i dit eget Bryst:
den Fryd, hvorunder Læben brat forstummer,
og Sjælens nagende og tavse Kummer,
den stille Fred og Lidenskabens Storm —
Alt aabenbarer sig i Tonens Form.
Men ej Enhver fik Evne til at høre
de tusend Bud fra dette skjulte Land;
og ej Enhver, som fik for Saadant Øre,
det Hørte i sit Hjerte forme kan
og frem til Kunstens Liv paa ny det føre.
Sligt skænked Guderne kun faa.
Men han,
hvis Kunstnersnille vi i Aften hylde,
fik denne Evne i dens hele Fylde.
Han lyttede til Havets Strengeleg,
naar Aftenrøden stred med Nattemulmet,
og medens Fosforskær i Bølgen ulmed,
Agnetes Vuggesang af Dybet steg. —
Da Polens Stjerne sank i Østen bleg,
forstod han, hvorfor Weichselfloden svulmed.
— Ved Haraldsted i Vinternatten silde,
dér, hvor Knud Lavard sank for Stimænds Spyd,
en Gjenklang han fornam af Staalets Lyd
og dæmpet Rislen af en hellig Kilde. —
Korsfarer-Sangen bruste hid fra Syd;
i Nord han hørte Ossian-Harpen spille;
og i de lyse danske Sommernætter
han kvad for os om »Sjølunds fagre Sletter.«
Han fulgte Kæmpevisens dunkle Spor,
som lønligt frem i dybe Skove føre —
dér lagde han til Elverhøj sit Øre
og lyttede til Alfepigers Kor.
I Natten fjernt han Hovslag monne høre,
forbi Hr. Oluf paa sin Ganger fo’r;
han saa’ ham mod sin Skæbne haabløst stride
og tolked os i »Elverskud« hans Kvide. —
Dog, ak! hans Toners Fylde er for rig
og Sprogets Former fattige og trange.
Musikken selv en Elvermø er lig,
hvis Væsen ej i Ord sig lader fange.
— da løftes dig det store Forhængs Flig,
og over Døgnets Liv og travle Færden
et Glimt du skuer af en Skjønhedsverden,
— og det er Kunstens Land, som ej forgaar.
Blev ogsaa Mesteren i Graven sænket:
den Toneskat, hans Genius har skænket,
skal aldrig mistes, medens Danmark staar.
Nej, som en fager Rose, dugbestænket,
hans Værk skal blomstre i en evig Vaar
og bære, medens Slægter dø og svinde,
til fjerne Tider frem
Niels Gades Minde!