I Sygehusets store Rum,
hvor Leje er ved Leje sat,
dér færdes der en Kvindellok
i trofast Slid ved Dag og Nat.
Hver virker vel, som hun kan bedst,
til Lindring, Pleje, Trøst og Gavn;
men kjærest Klang blandt alle har
dog Søster Ebbas Navn.
Det lyder i den Syges Suk,
fremstønnet under Smertens Vrid;
det klinger først fra Lægens Mund,
naar i sit Kald han kommer hid;
selv i de gode Søstres Kreds
paakaldes det i Tvivl og Tvist —
kort, overalt hun være maa
og har ej Ro, ej Rist.
Men sjælden hendes Fod bli’r træt,
og hendes Røst er altid blid.
Hun synes baaren af en Kraft,
der mærkes ej af Døgnets Slid.
Og dog — i Kjolens sorte Skrud,
med Kappens kruset-hvide Lin,
ser næsten som et Barn hun ud,
saa slank, saa skær og fin.
Sart er hvert Træk, og Kindens Lød
kan trænge vel til mere Blod,
saa Styrken, som hun tærer paa,
har knap i Legemet sin Rod.
Og den, som een Gang skue fik
i hendes Øjnes dybe Blaa,
vil mindes det, som om hans Blik
mod fjerne Egne saa. —
En Aften jeg ved Vindvet stod
i Sygehusets Korridor.
Med Rosentræ’r var Karmen fyldt
og Pelargoniers Purpurflor.
Selv Blomsten vidned med sin Duft,
sin Lød og Stænglens sunde Marv,
at det var Søster Ebbas Haand,
som røgtede dens Tarv.
Da kom hun med den gamle Præst,
saa endefuld, saa fin og blond.
Han standsede ved mig sin Gang,
mens hun gik videre i sin Dont.
Jeg saa paa hendes skære Hud,
den sarte, barnlige Gestalt
og spurgte saa den gamle Mand:
»Hvor faar hun Kraft til Alt?«
Han tav en Stund. Saa peged han,
fortrolig lænet til min Arm,
paa Pelargoniernes Flor,
som fyldte Vindvets brede Karm,
og sagde: »Se paa Planten der,
hvor staar den frodigt, sundt og smukt,
— tror De, at slig en Væxt den fik.
foruden Tvang og Tugt!
Ifald den havde faaet Lov
at følge egen Lyst og Drift,
da rangled den sig tynd og skjør,
og svajede for Vindens Vift.
Et enkelt Blomster var da Alt,
hvortil dens Evne vide naaet,
mens nu den staar, en frodig Busk,
med Blomster oversaaet.
For Menneskers og Planters Liv,
der gjælder vel den samme Lov:
En Stund at stækkes i vor Væxt
de fleste af os har Behov.
Og denne Kunst: Ved ydre Tugt
at gjøre indre Evner fri,
har Søster Ebba nemmet selv
i Herrens Gartneri.
Hun var saa ung, saa glad og smuk,
trolovet, snart en yndig Brud.
Alt skød mod Lyset Lykkens Blomst,
— da fjerned Gud dens Hjerteskud.
Dem Ven, til hvem hun havde viet
sin Fremtidsdrøm, paa Haab saa rig,
han funden blev en Morgenstund
ved Kysten her som Lig.
Jeg saa, hvor hun i Kval sig vred,
traadt som en Orm af Skæbnens Hæl;
— Gud have Tak, det blev min Lod
at rejse denne syge, Sjæl.
Den Gift, som gjemmes i hver Sorg,
— og større har kun faa den haft —
forvandled Han til Lægedom,
saa Tabet blev til Kraft.
Den Kvindens Drift, som sætter Blomst
i Kjærlighed til Mand og Hjem,
den brød, da Væxten kuet blev,
paany ad andre Veje frem.
Og hendes Vilje, fin og skjør,
let knækket under Stormens Kast,
har Dag for Dag i pligttro Dont
sig voxet stærk og fast.
Nu ser hun i hint Ungdomsslag
ej Skæbnens mer, men Herrens Værk,
og Troen paa hans Faderhaand
har gjort den Svage sund og stærk.
Sin brudte Lykke længst hun saa
fremblomstre her paa utænkt Vis
og glemmer ej for hver en Blomst
at give Herren Pris.
— Saa lød hans Ord. Han Afsked tog
og skred ad Gangen langsomt bort.
Det var, som af hans Stemmes Klang
der blev igjen en mild Akkord. —
Saa gik jeg selv. Ved Gaardens Port
Farvel mig Søster Ebba bød;
et Glorieskær af Aftnens Sol
om hendes Hoved flød.