Jeg veed, Pokaler gives der, saa skøre
og stemte i en enkelt Toneklang
saa fint og nøje, at Krystallet sprang,
hvor Tonen fuld og kraftig lod sig høre.
Men ak, de fleste af de Glas, vi føre
til Læben under Hverdagslivets Gang,
fik knap saa fornem eller udsøgt Rang
og savner Hines musikalske Øre.
Som Glas, saa Mennesker. — Den største Part
er af den grovere solide Art.
Men hist og her imellem Grosset er der
et fint Krystal, en Valborg eller Werther,
hvis Støbning er saa enkelt, ren og sart,
at Følelsen kan sprænge slige Hjerter.