I.
Det fryser, saa det er en Gru
— Gud veed, hvor mange Grader
og Havet ligger fængslet nu
bag Isens tykke Plader.
Den korte Dag er trist og mørk,
og Kulden Alting knuger;
lavt over Bæltets Vinterørk
Decemberhimlen ruger.
Hvor Bølgen skvulpede mod Bred
for Vaarens lette Brise,
jeg vandrer nu med trygge Fjed,
som paa en Marmorflise.
Dog Dybets Fange krummer Ryg
og presser, hvad han evner,
og Isen ved det stærke Tryk
har slaaet brede Revner.
Fantastisk skaarne Blokke trindt
optaarne sig i Dysser;
som Stier i en Labyrinth
Fodspor hinanden krydser.
Det er mig som en Kirkegaard,
det store tavse Øde,
hvor sære Monumenter staar
oprejst for Havets Døde.
Jeg strejfer om paa Maa og Faa,
og mens jeg udad skrider,
en Stribe, som jeg længe saa’,
sig mer og mer udvider.
Det er det frie aabne Hav,
som Lænken end ej snærer;
en langstrakt, bred og skummel Grav
det gjennem Isen skærer.
Dér vugger lig en Kæmpefugl
den panserklædte Færge
og basker med de tunge Hjul
sit Fristed sig at værge.
Dens Tumleplads er snæver kun,
dens Frihed stærkt begrænset;
dog magted den til denne Stund
at holde Løbet renset
Den lægger bi ved Isens Rand,
stolt som en kulsort Svane,
udskibende fra Gjenbostrand
en pelsklædt Karavane.
Med tunge Trin, i sluttet Trop
man ind mod Kysten skrider,
og Rejsegodset stables op
i høje Pyramider.
Derinde holder Vogn ved Vogn
i lang og bugtet Række,
thi Byen og dens Nabosogn
er mødt til Stævnet begge.
Hver Plads erobres maa ved Storm,
der fares ej med Lempe,
og Skikkelser af sælsom Form
vildt med hinanden kæmpe.
Den tunge Dragt og Frostens Bid
gjør Viljen stiv og stridig,
men ikke just paa samme Tid
Personen mere smidig.
Omsider er dog Alting klart,
Enhver har fundet Sæde,
og sindigt sætter sig i Fart
Vogntogets lange Kjæde.
Med muntre Raab og Piskesmæld
det ruller ind mod Byen,
og Dagen sender til Farvel
et gulligt Skær fra Skyen.
Men alt imens jeg vandrer hjem,
det mer og mere mørknes,
iskold sig Taagen sniger frem
for flux til Rim at størknes.
Uhyggelig den tavse Nat
sig over Ørknen breder;
fra Sneen kun en Lysning mat
mig paa min Vandring leder.
Langt udefra en brudt Akkord,
et dæmpet Drøn der ruller:
det Fangen er, som stemmer haardt
mod Fængslets Loft sin Skulder.
II.
Mod Jul.
Kjøbstadens Tage, Kirkens Trappegavle
har Vintrens Griffel trukket op med Hvidt
mod Luftens blaalig-sorte Skifertavle.
Dunlet har Sneen lagt sin bløde Skimmel
om Hegn og Hæk, langs Havernes Stakit,
og Nabokysten som en Streg af Kridt
markerer Grænsen mellem Hav og Himmel.
Der ruger Stilhed over Aarets Ebbe —
hver Lyd dør hen i uldne Skyers Hang,
og Skridtet dæmpes blødt af Sneens Tæppe.
Løst er nu alle Farvedissonanser
i Grundakkordens rene, enkle Klang,
og Dagens Halvlys over Mark og Vang
har Fred og Hvile for de trætte Sanser.
Det lakker nu ad Jul. — Hvor fint og nøje
er ej det bundne Liv i Mark og Skov
til Samklang stemt med Tonen fra det Høje.
I Aandens og Naturens Regioner
med simple Træk den samme store Lov;
i hver en Klokkes Malmrøst, fin og grov,
— Syndens og Naadens dybe Tvillingtoner.
Skjænk mig som Afglans at din korte Dvælen,
du graa, vemodige Decemberdag,
din høje Enfolds stille Ro i Sjælen;
og giv — mens Jordens Skueplads staar øde,
tilhyllet tæt af Sneens hvide Lag —
min Aand at se ved Juleklokkens Slag
det himmelske Mysterium i Møde.
III.
Gjensyn.
Nu stander Sol i Skyttens Tegn,
Sne dækker Tag og Tuer.
Fra Stien under Krattets Hegn
min Fødeby, min Barndomsegn
i Kvælden jeg beskuer.
Mod Skovens sorte Baggrundsbræm
den gamle Kirke rager frem
med sine hvide Tinder;
og ude bag mit Fædrehjem
som fordum over Betlehem
en enlig Stjærne skinner.
Hvor trofast har dog Alt beholdt
sit Præg fra Barndomstiden.
Men jeg — hvor selvbevidst og stolt!
Mit Hjærte — ak, hvor klogt og koldt
er det ej blevet siden;
som bag et Panser mat det slaar. —
Og dog — imedens tavs jeg staar
og støtter mig til Stokken,
en Sitren brat dets Fibre naar:
Med Klang fra mine Barndomsaar
jeg hører Juleklokken.
Først dirrer Malmet sagte kun,
som det i Jubel skjælved;
saa aabner det med Et sin Mund,
og Tonen svinger, fuld og rund,
op under Himmelhvælvet.
Saa klinger det paany saa tyst
ud over Mark og Skov og Kyst
som En, der dæmpet nynner; —
og atter svulmer højt dets Røst. —
Jeg staar betagen. I mit Bryst
at lysne det begynder.
Og Minder stige fler og fler
som Skikkelser af Taagen:
Den gamle Præstegaard jeg ser;
mig selv som Syvaars-Kavaler
paa Post ved Havelaagen;
paa Lyttepost ved Stjerneskin,
med Kraven smøget op om Kind
og Haanden dybt i Lomme. —
Da kimer det fra Taarnets Tind,
og aandeløs jeg stormer ind
at melde Julens Komme.
Jeg ser paany den lille Bys
tusmørkefyldte Gyder
og Kirken i et Hav af Lys,
— jeg føler som et helligt Gys,
da Orgelbruset lyder.
Jeg hører Bønnens stille Ord,
saa stiger Salmens stærke Kor
paa brede Tonevinger;
derefter Stilhed — dyb og stor
og Faders kraftige Tenor
igjennem Rummet klinger.
Til Hjemmet skifter Scenen om.
Jeg ser den kjendte Skare:
den kjøbenhavnske Broder, som
herhid mod Diligencen kom,
mons vi i Kirke vare;
og Søstrene, de gifte To,
hidstævnet fra den jydske Bo
hver mod sin Ægtemage;
og gamle Tante, nok saa fro.
Om Bordet slaar vi os til Ro
og lader Gaasen smage.
Jeg Træet ser i Straaleglans
paa Gulvet midt i »Salen«;
jeg drejer rundt mod svimmel Sans,
mens Tante spiller op til Dans
med Foden paa Pedalen.
Jeg ser — dog nej, jeg ser ej mer! —
Nu er der Mørke, hvor jeg ser,
thi Klokken er forstummet.
— Med store, bløde Fnug det sner;
som Englevingers hvide Fjer
de fylder Himmelrummet.
Og gjennem Mørket gaar jeg bort
hen over snedækt Vænge.
Dog Hjertet er ej mer saa haardt,
en dæmpet, smeltende Akkord,
der klinger fra dets Strenge.
Lyspunkter tændes her og der,
og Nattens Øde faar et Skær
af Lykken og af Freden.
Keruben sænket har sit Sværd,
og Sjælen træder atter nær
sit tabte Barndoms-Eden.
IV.
Aften.
Et Gjenskær af den snart udvundne Dag
gyder sig over Sneens hvide Lag.
Fra Prismers Millioner Dyset spiller,
og klare Skygger fylde Fladens Riller.
Blødt krænget over Hegnet som en Valk
Snetæppet slutter sig til Kløftens Runding,
indsnævret nedad som en Callas Kalk.
Og langt derude, just i Tragtens Munding,
staar Solens Flammehjul, sin Nedgang nær,
fyldende Svælgets Hulning med sit Skær,
og danner luegylden, stor og rund
Støvknappen dybt i Kæmpeblomstens Bund.
V.
Morgen.
Granskovens Tinder rager op
imod den klare Æther.
Fra Hytten hist paa Højens Top
staar Røg som fra en Sæter.
Sin Gloriering den lyse Dag
om Vintrens Isse trykker
og tegner Sneens hvide Lag
med lette luftblaa Skygger.
Til mindste Kvist i Rimfrost støbt
sig løfter Træets Krone
imod en Baggrund, luftig svøbt
i Disens lilla Tone.
I Løvets Sted Krystaller gror,
men der, hvor Solen kysser,
lig Sølverskæl den sarte Flor
lydløst til Jorden drysser.
Alt hviler i et Trylleskin
halv overjordisk fremmed,
og intet smudsigt Fjed har end
den kyske Hvidhed skæmmet.
Naturen er saa ung og skær,
uskyldig som en Kvinde,
— og den, mit Hjerte mest har kjær,
mig rinder nu i Sinde.