Taagekjortelen, som Natten
af sin Krop paa Flugten krænger
Morgensolen, dens Forfølger,
ubarmhjertig søndertiænger.
Men forgjæves! Som ved Trolddom
alle Rifter atter lukkes,
og det er, som Dagens Fakkel
bag de vaade Folder slukkes.
— Se! de funkler fjernt paa Fjorden
sitrende en sølvhvid Stribe,
og i Byens Udkant gløder
der en enlig Skorstenspibe.
Fler og flere Bavner tændes,
Lyset bryder frem med Sejer,
og den sprængte Fjendes Rester
ud til Siderne det fejer.
Lange Flammestriber slikke
langs ad Husenes Façader,
og det lysner op paa Bunden
af de dunstopfyldte Gader.
Promenadens vaade Fliser,
Torvets Rad af hvide Telte,
luer frem bag Taagekappens
Pjalter som et gyldent Bælte.
Blaa som Silke titter Himlen
fra det tynde Skylags Rifter.
Pladsen fyldes. Over Myldret
Lys og Skygge hastig skifter.
Og mens Luftens ædle Drue
sig for Nattens Bærme klarer,
Kathedralens store Omrids
bag et Slør sig aabenbarer:
Tvillingtaarnenes de slanke
kækt i Spir opskudte Masser,
og det svære Kirkelegems
udadskraanende Terrasser —
rudende i Pladsens Baggrund
som en Drøm, en Kæmpeskygge,
hvoraf Solen efterhaanden
mejsler ud hvert enkelt Stykke,
til, med Buer og Pilastre,
i Konturer skarpt begrænset,
frem den træder som et Kunstværk,
for hver Plet og Lyde renset.
Og i samme Nu som Dagen
Spirets Dragefløj forgylder,
Klokkemalmets Morgenhymne
med sin Velklang Luften fylder,
— toner gjennem Hverdagskævlet
som en Alvorsrøst fra Kirken,
bringer Bud om Lysets Sejer,
Vielse til Døgnets Virken.