Mod Kvældens grønligtgyldne Farvevæld,
der pibler frem, hvor Solen er forsvunden,
— en Fjeldsø lig, og tindrende fra Bunden
en enlig Stjernes blanke Sølverskæl —
staar Naaleskovens spirbesatte Rygning
optaarnet som en gotisk Kirkefløj,
mens Aftentaagens blaalighvide Røg
omslører Foden af den stolte Bygning.
Ad Stiens Snoning
jeg følger langs med Mosen Skovens Bræm.
Hist ude blinker der et Vandspejl frem,
fjernt tegner sig en Aas i blaa Fortoning;
og op fra Hækken
stiger en Duft med syrlig Krydderkraft,
en liflig Bryg af alskens Plantesalt,
i Høstens grøntanløbne Broncebækken.
Saa er i Løn Opløsningen begyndt.
Bortslikket er af Væde Sommerstøvet,
og Skyggehænder virker over Løvet
et broget Slør, saa gennemsigtig tyndt.
Men denne Falmen
forlener alt en egen Alvorspryd,
som naar i Livsakkordens fulde Lyd
der blander sig en Klang af Ligfærds-Salmen
Og Farveglansen over Busk og Blad
er kun et Morgenskær fra bedre Zoner,
et Livets Bud, der finder Svar i Toner:
»Lær mig som du, o Skov, at visne glad.«