Jeg sidder ved Aaens Munding,
ved Strømmens rastløst rislende Væld.
Det er Kvæld.
Og hen langs Bugtens blødtsvungne Runding,
øver Strandvængets saftige, dugvaade Græs
og Kystens Sandbræm, den gullig hvide,
ud i Nord til det nøgne Næs
med den rygende Teglovns-Pyramide;
hen over Bæltet, som ruller dødt
mod Naboøens bratskaarne Klinter,
glider der vexlende Farvetinter
fra Gyldengult til det sarteste Rødt.
Ude over det stille Vand
streifer Havets de hvide Fugle
skrigende hid og did paa Røv.
I Vesten Højder med blaanende Skov,
paa hvis takkede Rand
Solen hviler sin røde Kugle
bag et luftigt Slør at stigende Em,
som raner dens gyldne Straalebræm
og slukker dens Flammepile.
Saa svinder bag Kammen den luende Glød
Dagen er død. —
Og Klokkerne hist i den nære By
ringer dens Værk til Hvile.
Og voxende Stilhed paa Hav og Land. —
Født bag de skumrende Skove hist ude,
hvor hundredaarige Stammer lude
over sorte Søers sivgrote Rand;
glidende frem i den blegnende Dag
over dugvaadt Græs,
over Mosedrag;
sugende til sig, fra Safternes Stigen,
fra Naturens bævende Hjerteslag,
al dens uklare drømmende Higen;
gjemmende fra sin Flugt over Hedens
halvtilgrote, vildsomme Sti
Tavshedens, Fredens,
Mindets tungsindige Poesi —
og fra sin Stigen højt i det fri,
stjernetindrende Himmelrum
Afglans af Allivets store Gaade
Verdenstankernes Harmoni,
Kraftens dybe Mysterium
i Centret af alle de krydsende Traade,
— sænker den sig hver Kvæld paa ny
over Land og By,
over Døgnets travle, rastløse Færden,
med Bud til hver hungrende Menneskesjæl
fra den store, usynlige Verden.