Paa fjerne Høje flammer Baal ved Baal,
og røde Fakler under Løvet oser.
Trindt om fremvælder der en Duft af Roser
bedøvende som fra en Offerskaal.
Men langs med Dalens hvide Taagemoser
en Høstkarl lister sig paa lydløs Saal;
som Maanens Krumsegl blinker Leens Staal,
graa er hans Kappe, Vams og stramme Hoser.
Og medens Alt af Livskraft gjennemglødes
og blusser op i Attraa og Begjær,
begynder lønligt hin sin lyssky Færd,
Og Dødens Genius med Livets mødes,
som hist paa Himlen Aftnens blege Skær
sig blander med den unge Morgenrødes.