Jeg spørger ej, hvorfra Du kom,
og ej, hvorhen Du gaar.
Det eneste, jeg spørger om,
er, Elskede: Hvornaar —
hvornaar den Elskovs Stjerne blid,
som drog Dig fra det Fjerne hid,
paany et Gjensyns Fryd mig spaar
— Ak Elskede! Hvornaar?
Hvor sælsomt ledte Du mit Fjed
hin Sommerkvæld omkring,
til brat jeg saa’ Dig standse ved
et ensomt Kildespring.
Traf mig vel før saa sært et Blik?
Hin Stjernes Fosforskær det fik,
der funkled som et Perlesting
i Nattens Tryllering.
Og ved det gaadefulde Lys,
som om din Skabning laa,
jeg følte brat et lønligt Gys
igjennem Sjælen gaa.
Men just naar Hjertet skjælver ræd,
strør Elskov ud sin Elversæd.
Den dryssed tyst som Dug paa Straa,
da i dit Blik jeg saa’.
En sælsom aldrig anet Fryd
og Frygt min Tunge bandt,
mens vore Læber uden Lyd
hinanden lønlig fandt.
Og Natten, trist og øde nys,
fik Liv ved dine søde Kys.
Et Gys mig greb, da Gry oprandt,
og Du ad Stien svandt.
— Om der forløb fra da til nu
end Maaneder og Aar,
saa friskt staar Alting for min Hu,
som skete det i Gaar.
Og trofast paa vort Gjensyn vil
jeg haabe uden Hensyn til,
hvorfra Du kom, hvorhen Du gaar —
— et Gjensyn, ak! hvornaar?