Det Bedste, som jeg veed, det er at møde
min Elskte i den lune Sommernat,
hvor Stien løber mellem Brombærkrat
og Ageren med Rugens gyldne Grøde;
naar Dagens Glans, som sent os har forladt,
end dvæler i en Stribe Aftenrøde,
og Maanens Guldhorn over Mosens Øde
frem lysner som en gravgjemt Oldtidsskat.
Hvor skjønt da — i en Stilbed uden Lige —
at høre Livets dybe Grundakkord
i rene toner op fra Sjælen stige,
og mens det fjerne Purpurskær dør bort,
at mane frem et Æventyrets Rige
og drømme, at det Lykkens Land er vort.