Tæt ranker sig den vikle Vin
om Skræntens Balustrade
og vifter som et rødt Gardin
med sine Purpurblade;
Oktoberhimlen blaa og skøn
bag tynde Skyslør skinner,
og rundt om Søen, dyb og grøn,
— som Nornerne om Urdas Brønd —
staar Vagt de hvide Tinder.
Høstnattens rige Taaredug
er drysset over Græsset.
Fra Søen høres Bølgens Kluk
ind under Klippenæsset.
I Skrænten, sprængt med Dynamit,
gaar Vejens brede Skure
langs Væggen af den graa Granit,
hvor Fyr og Gran sig fast har bidt
i Stenens dybe Fure.
Ved Foden af det bratte Fjæld,
hvis Stentrin Bølgen slikker,
helt skjult fra oven, et Kapel
mod Søen aabent ligger.
Som vokset af den haarde Grund
med sine stærke Søjler
det staar, et Minde om den Stund,
da Schweizerbonden kæk og sund
selv greb sin Fremtids Tøjler.
Thi det var her paa dette Fjeld,
da Storm og Sø gik stride,
at Folkehelten Wilhelm Tell
af Gesslers Aag sig fri’de.
Han, som blandt Skytter Prisen vandt
og var til Rors den bedste,
sit Navn til Landets Frelse bandt,
da her, paa Klippens smalle Kant,
han for sin Fod fandt Fæste.
Og derfor blev paa Fjeldets Grund
Kapellet rejst som Minde,
at her en Tak for Frelsens Stund
til Himlen Vej kan finde.
Og hvad Du dunkelt skimter, naar
i Krøniken Du blader,
— hin kække Kamp mod Trældoms Kaar
ved Kunstnerhaand fremtryllet staar
paa Væggens hvide Flader.
Hist ser Du Tell i Altorf, hvor
han Mesterskuddet voved;
ej rørte Sønnen han et Haar,
kun Æblet paa hans Hoved.
Han gemmer ved sit Bryst en Pil
og stolt dens Maal betyder.
Dog Gesslers hæslige Profil
fremviser kun et haanligt Smil,
da han hans Fængsling byder. —
Her ser Du, under Fjeldets Bryn
hans kække Spring fra Baaden;
paa Himlen flammer Zigzag-Lyn,
om Bølgen skummer Fraaden.
Og hist, som en Herakles stolt
han Landets Gæld betaler;
med sikker Haand og Blikket koldt
han fælder Gribben, som har voldt
hans Folk Prometheus-Kvaler.
— Der ulmer i det fjerde Felt
et Baal paa Rütlis Alter;
der flokkes Skaren, Helt ved Helt,
om Arnold, Werner, Walther.
Og medens Gryets blege Skær
svagt lysner frem bag Fjeldet,
— med løftet Arm de sværger hver
med Spade ej at bytte Sværd,
før Habsburgs Magt er fældet.
— — — — — — — — —
Ak store Tid! saa fjern, saa fjern,
du svandt blandt Fortids Skygger.
Den døde Løve i Luzern
din Sarkofag nu smykker.
Vel lyser endnu Fortids Glans
om Alpens hvide Tinding;
men Arvingen til Mindets Krans,
Nutidens Schweizer, har kun Sans
for Guld og ussel Vinding.