Jeg ser fra Klippesvalen
paa Stenvæggen brat
dybt under mig Dalen,
som nys jeg har forladt.
Den grønne Reuss sig slynger
igjennem solrig Vang,
og Klang af Kvægets Klokker
naa’r op til Fjeldets Hang.
Til Vejrs, hvor Klippen truer,
jeg styrer mine Skridt;
omkring mig kun jeg skuer
en Ørken af Granit.
Alt er saa tavst og øde
langs den knudrede Sti,
kun Gletscherbækken styrter
mig skummende forbi.
Lidt efter lidt sig lukker
en egen Verden op:
Som Spøgelser fremdukker
Snefjelde, Top ved Top;
fra Ætherhavet skue
de ned med stive Træk,
og deres Stirren fylder
mit Sind med lønlig Skræk.
Det er, som fra uhyre
Verdner det til mig klang:
»Du Menneskemyre!
hvad førte hid Din Gang?
Hvi drister Du, som fødtes
paa dunstopfyldte Jord,
Dig did, hvor kun Naturen
i al sin Vælde boer?
»Her vises ingen Naade
mod Menneskenes Slægt,
vi har en egen Maade
at lære Jer Respekt:
En Ændring kun i Mine,
et lidet Skuldertræk
saa ruller en Lavine,
og saa — er I væk!«
Lidt ængstelig jeg skotter
i Vejret op paa Skraa;
mit Hoved jeg blotter
og svarer da som saa:
»Højstærede! Jert Mishag
er ganske uden Grund;
jeg er en stakkels Digter
og samler Indtryk kun.
»Jeg er en stakkels Digter
alt fra det høje Nord,
hvem litterære Pligter
drev bort fra Hjemmets Jord.
Paa Billeder jeg samler
fra Skov og Dal og Fjeld;
er Posen fuld, saa rejser
jeg hjem igjen — Farvel!«
Fra Bjergene det skratter
i Vest og Syd og Nord,
som om en haanlig Latter
besvared mine Ord.
Saa bliver Alting stille,
Passagen er fri.
Paany til Vejrs jeg klatrer
ad stejle Klippesti.
Men Middagssolen heder,
min Hals er varm og tør;
Medynksom Stien leder
mig til et Herbergs Dør.
Snart sidder dér jeg bænket
og tømmer fro mit Glas.
— Saa gaar det atter opad
mod Furkas snævre Pas.
Og Timerne skride,
snart mattes Dagens Skær;
alt Sne i Driver hvide
træder Vejkanten nær.
— Da bøjer Sporet nedad,
ind under Klippens Bryn,
— og for mit Blik sig aabner
et stort og herligt Syn.
Som Fossen, der bryder
sig over Fjeldets Knæ,
af Kløften frem sig skyder
en bred og mægtig Bræ.
I Klippens Favntag hviler
dens hvide Jomfrukrop;
dens Is i Spir og Takker
er dristig taarnet op.
Og bagved sig fortoner
mod Aftenhimlens Guld
de snedækte Kroner
af Alpers Kæmpekuld.
Paa Kjædens høje Tinder
en Rosenglød er tændt,
og fjernt i Dybet svinder
dens svære Fundament.
Men hist, hvor Klipper værne
den unge Rhones Liv,
sig aabner mod det Fjerne
Floddalens Perspektiv.
Langt ude Blikket standser,
hvor som en lilla Mur
Walliserkjæden rejser
sin takkede Kontur.
Det er, som om jeg skuer
fra dunkel Fjeldportal
med Piller og med Buer
en mægtig Kathedral.
I Choret fjernt derude
bag Bjergets Høj altar
dér straaler Himlens Rude
som broget Kirkeglar.
Forunderlig fortrylles
mit Øre og mit Blik:
Det er, som Rummet fyldes
af Sfærernes Musik;
— som lød fra fjerne Zoner
i Chorets gyldne Dis
der dybe Hymnetoner
til Skaberens Pris.
Men Lysets Kilde rinder
bag Vestens Bjærge hen.
De høje Alpetinder
har knap et Skær igjen.
Daldybets Purpurtone
udslukkes brat og dør;
fra Himlens Stjernekrone
nedbølger Nattens Slør.
Snetoppene mig sende
et Ispusts kolde Gys;
men Herberget hist henne
mig vinker med sit Lys.
Dér vil jeg samle Kræfter
og søge Nattely,
indtil Naturen vaagner
ved næste Morgengry.