Hun bad: Naar under Dødens Kys jeg blegner,
da plant paa Graven kun af Blomster disse:
En højrød Rose og en hvid Narcisse,
indfattet i en Krans af lyse Bregner.
Thi Rosen — rød som Banesaarets Ridse —
til Billed paa min Kjærlighed- sig egner.
Den anden Égenkjærlighed betegner
— thi deraf har jeg haft min Part tilvisse.
Og Bregnen, som i Bøgestammens Skygge
— skjønt selv i fordums Tid til Skovtræ skabt —
i Vaaren venlig sine Vifter breder,
skal staa som Billed paa beskeden Lykke,
der i det lave om et Lysglimt leder
og stormer ej den Himmel, den har tabt.