Hvor det dryssed i Alléen
lydløst ned med visne Blade.
Under vore Fodtrin bredte
sig en mat metallisk Flade.
Fjernt i Hvælvingsperspektiven
som en Ildovn gløded Solen,
gav det hele Blændværk Farve
og en Guldsøm dig om Kjolen;
— lod Kastaniebladets brede
flade Haand med spilte Fingre
lig et tyndt udhamret Bronce
i sit Fald ætherisk klingre.
Askeløv med skarpe Takker,
der i dybest Guldglans falmer,
bredte sig paa Mossets Fløjel
trindt som Bladene af Palmer.
Og den vilde Vin, som klatred
dristig under Hvalvets Bue,
ofred Løv, der i sin Dalen
funked rødt i Kobberlue.
Lindekroners svedne Slakker
isprængt blanke Bladdukater,
dryssed som en Regn af Aske
fyldt med Gnister fra et Krater.
Og Metallets matte Flade
blev med Patina bestrøgen
af de giftiggrønne Blade,
som udstrøedes af Bøgen.
— Sælsomt grebne, sødt betagne
stirrede vi paa hverandre.
Som i en fortryllet Verden
syntes vi paa Guld at vandre.
Sitred Luften ej af Toner,
hørligt kun for anspændt Lytten
Gled ej gjennem disse Kroner
Gjenskjær af Guldaldermythen?
Favn i Favn vi sammendroges
— det var næsten som vi nødtes.
Uvilkaarlig vore Læber
i et Kys forelsket mødtes. —
— Ve! da sluktes Tryllelampen,
Kogleriet svandt, som bandt os.
— Gysende blandt gule Dynger
vissent Høstløv vi befandt os!