Længe skilte, atter samlet,
— ak, men paa et fremmed Sted,
hvor aarvaagne Argusøjne
vogted strængt paa vore Fjed.
Altid bly nedslagne Blikke,
knap et Haandtryks korte Fryd,
men for alt, hvad Hjertet gjemte,
intet Udtryk, ingen Lyd.
Spejdere paa alle Kanter,
altid Følge, hvor vi gik.
For Kusiner, Fætre, Tanter
aldrig Fred et Øjeblik.
Frasefyldt æsthetisk Sladder,
flov Moral fra snærpet Mund;
— for det eneste Fornødne
aldrig en belejlig Stund. —
Dog — en Aften af Guds Naade,
— tit jeg har min Hjerne brudt
for at løse denne Gaade —
blev vi ene et Minut.
Hvad jeg tænkte, hvad jeg følte,
— ak, hvad véd jeg vel Besked.
At du laa i mine Arme
samme Nu — kun det jeg véd.
Al vor indestængte Længsel,
hvorom ingen havde Nys,
brat sit Puppehylster sprængte
og forbrændte i et Kys.
Glemt Skilsmissens bitre Grumhed,
brudt de tvungne Formers Aag!
Kun vort Favntags lange Stumhed
talte Savnets tavse Sprog.
Taareblændte Øjnes Møde
i et langt, lyksaligt Blik.
Brudte Toner: »Kjære« — »søde«
— Sprogets lifligste Musik.
— End jeg føler dybt i Sjælen
Trykket af din bløde Favn
og din Stemmes søde Skjælven,
da den hviskede mit Navn.
Endnu dvæler jeg betagen
ved dit Øjes mørke Sø,
drages gaadefuldt mod Dybet
for at glemme alt og dø.
Endnu drikker jeg af Læbens
nektarfyldte Blomsterkrus
som i Duft af unge Roser
mig en evig Elskovsrus.
Ak — thi af hint Favntags Lue,
hastig tændt og slukket brat,
gløder Skjæret end i Sjælens
lange, vemodsfulde Nat.
Saadan som jeg den Gang holdt dig,
tæt omslynget, Mund paa Mund,
skal du, voxet til mit Hjerte,
hvile til min sidste Stund.