Jeg saa dem sig stilfærdig at berede,
at sænke Blikket, Hovederne bøje
og Hænderne andægtig sammenføje
for Kirkens store Fællesbøn at bede.
Selv stod jeg der, en Klinte mellem Hvede,
med adspredt Hjærte og uroligt Øje,
mens Sjælen, uden Svingkraft mod det høie,
af jordisk Attraas Blyvægt holdtes nede.
Da saa’ jeg dig! Du sad saa fromt og smukt
med sænket Øje og med bøjet Hoved
og Sindet for hvert ydre Indtryk lukt.
Jeg saa’ paa Dig. — Strax fyldtes Bønnens Skaal;
thi hvad jeg ej for egen Regning voved,
nedbad jeg over dig i dobbelt Maal.