Birken, den jomfruslanke,
ængstelig sitrende staar,
dryssende Guldskæl blanke
i Tjørnens purrede Haar.
— Mindes du vel hin Aften,
hist ved Hegnet vi sad.
Vi havde nylig haft en
Strid om — jeg ved ikke hvad.
Ordene faldt saa bitre,
og da du mig forlod,
følte jeg Harmen sitre
gjennem mit sydende Blod. —
Al denne vrede Brusen,
alle de skarpe Ord,
var som en Stormvinds Susen,
der over Skoven fo’r.
Løvet flænges i Laser
Grene knækkes som Siv.
Grusomt Sommeren raser
imod sit eget Liv.
Men naar da Skylregnen brister
frem af den sorte Sky,
sagte Stilheden lister
sig af sit Skjul paa ny.
— Og da jeg sad alene
som en spedalsk, der skys,
viste den hele Scene
sig i et andet Lys.
Vredens Bølger sig lagde,
Sindet blev blidere stemt.
Alt, hvad du nys mig sagde,
var vist ej ment saa slemt.
Søgende gik mine Tanker
samlende Ord for Ord,
som naar i Skov man sanker
Kviste i Høstvindens Spor.
Og hver snærtende Vaand, jeg
svang nys paa drillende Vis,
blev i min revsende Haand mig
selv til et Tugtens Ris. —
— Dog, hvor Forstaaelsen brister
mellem forelskede to,
hjælper den skælmske Frister
atter at spænde Bro.
Sky — i Mørket forborgen —
bygger enhver sin Del —
og naar det gryr ad Morgen,
Broen paa ny er hel.
— Sødere Trøst ej raktes
den, hvis Liv var til Fals,
end da med Et jeg vaktes
blidt ved din Arm om min Hals.
Smeltende Taarer dryssed
over mit Haar som Dug,
og i Forsoningskysset
løstes to Hjerters Suk.