Mørkt gaber Kathedralens aabne Svælg.
Beklumret Luften er af Viraksdampe.
I Choret lyser kun en enlig Lampe,
som brænder evigt — Søgnedag og Helg.
Et lille Publikum (»to Mænd i Dvælg«)
i Mørket rask formerer sig som Svampe.
Paa Pulpituret tunge Fodtrin stampe,
thi Orglet fylder nu sin store Bælg.
Dets blanke Piber, lange Sølverrør,
som mætte sig fra Tonens dybe Kilde,
jeg skimter fjernt igjennem Kveldens Slør.
De klare Strømme snart fremsprudle ville.
Fra Dybet bobler det mod Randen — Hør!
— Det stiger! — Nu begynder han at spille.