Afsted det gaar ad stejle Klippeveje
ind til den snævre Fjelddals dybe Flænge,
hvor, bræmmet ind af Krat og grønne Enge,
Sarinen flyder i sit trygge Leje.
To spinkle Bro’r af Jernets stærke Strænge
fra Rand til Rand — som Vedbendranker sejge,
der i en Skovkløft mellem Stammer svaje —
let svævende højt over Dybet hænge.
Men paa den bratte Væg af Klippespalten,
fra Randen indtil Flodens Seng dernede,
er dristig klinet Rede over Rede.
Med gamle Bygninger, med Spir og Taarne,
— som af en Kunstnerhaand i Stenen skaarne —
en By der ligger. Frejburg har de kaldt den.