Med Kisteklædet, kongeligt og stort,
bedækker Lyngen trindt den øde Steppe.
Det aftnes. Horizontens gyldne Boit
indrammer Hedens mørke Fløjelstæppe.
Den store Flade brydes fjernt i Nord
af Aasen med de spredte Kæmpehøje:
henfarne Tiders halvt udtraadte Spor,
hvor Mindet sidder stumt med brustent Øje.
En dybt nedskaaren Sandvej lig en Snog
sig bugter fremad i det store Øde,
hen glide blygraa Skyer som et Tog
af svundne Kampes længst forglemte døde.
Hvor stolte Eges kongelige Slægt
sig flokked før i mægtige Gestalter,
lavt og forkrøblet dukker sig fordækt
dens Afkom nu — et Dværgekuld i Pjalter.
Jeg træder paa de store Minders Tomt,
hvis tunge Tavshed sært om Sjælen knuger.
Den stiger ikke fra et Hjerte fromt,
men fra et Sind, som over Hadet ruger.
Thi Hadets Ørk er Hedens rette Navn.
Den spotter Bonden, der om Brød den tigger;
og reder han sit Leje i dens Favn,
den brune Lyngorm lumsk hans Hjerte stikker.