Saa siger vor Jord da Livet,
Skjønheden, Glæden god Nat.
Hun haver sig klostergivet,
er vorden en Helgen brat.
Løvhaarets bølgende Masse,
opfæstet med Ædelgrans Naal,
faldt for Frostens det hvasse,
hastig blinkende Staal.
Ungdommens frodige Fylde,
sin Skjønheds yppige Pragt,
bodfærdig hun nu vil hylle
i Armodens grove Dragt.
Og Havet, der gød om hendes
Legem sin glitrende Flod,
som Silken favner en Kvindes
blændende Ledemod,
duver i Dønninger trætte
bag Breddens Isknipling lin,
sort — som Nonnens det tætte
Slør over hviden Lin.
Glemt har hun Midsommerfestens
svulmende Madrigal,
lytter nu kun til Blæstens
dæmpede Sørgekoral.
Thi hendes bankende Hjærte,
fordum af Haab berust,
sammenkrymp es i Smerte
over en Drøm, som er knust.
Dog mens hun tigger bønlig
nu kun om Glemsel og Død,
inderst derinde lønlig
ulmer end Livets Glød.
Og naar Skyerne brister
atter paa Vaarens Bud,
skal vel de skjulte Gnister
bryde i Flammer ud.
Atter da kræver Naturen
Ret for Frihedens Ord —
ud over Klostermuren
vælter sig Foraarets Flor.