Jeg havde sovet saa trygt og fast
og drømt — jeg veed ikke hvad.
Saa vaagned jeg op, forunderlig glad,
og aabned Vindvet i Hast.
Da mødte mig Luften lun og blød,
skyfri var Himmelens Pande,
de skæreste Skud af Vinstokken brød,
og trindt det lød,
at Vaaren var kommen til Lande!
Jeg klædte mig paa og ilede ud
at se, om Varslet var sandt.
Og hvor jeg vandred — fra hver en Kant
mig hilste det glade Bud:
fra Solen, som gyldned hver Kuppeltind,
— fra de syngende Campagnoler,
— fra Tiggeren, som paa et Marmortrin
i Morgenens Skin
de halvnøgne Lemmer soler —
Fra Blomsterpigernes muntre Chor,
som sad langs Torvet paa Hug;
— fra Vinden, der stænked Fontanens Dug
over Kurvenes brogede Flor;
— fra svulmende Roser i Tusindtal
og Tazetter i duftende Klynger,
— fra Ferskengrene som blegrød Koral,
fra Liliekonval
og Violernes mørkeblaa Dynger.
Jeg gik i Borghesernes grønne Park
under Piniernes lyse Tag;
jeg syntes at høre Livspulsens Slag
bag Træernes brune Bark.
Jeg følte, der steg af den spirende Bund
fra alt det Friske og Unge
en Duft, som gjorde mig stærk og sund,
i samme Stund
den kvægende fyldte min Lunge.
Det er, som havde jeg ligget stiv
og kold under Kistefjæl —
Nu mærker med Et jeg dybt i min Sjæl
et piblende Væld af Liv.
Jeg lytter — fornemmer mit Hjerteslag,
det banker i alle mine Aarer;
mit Hoved svimler, jeg føler mig svag,
og Haabets Dag
bryder frem gjennem lindrende Taarer.
Jeg løfter det glippende Øjelaag,
fast blænder mig Solens Skin.
Det Mørke er veget — en Skygge end
kun dvæler i Sjælens Krog.
Vel an, jeg vover paa ny en Dyst,
vil tro paa Livet og Lykken,
vil favne hvert Haab, som gjør Sindet lyst —
Men dybt i mit Bryst
skal Mindet fredes i Skyggen.