Appenninens Tinde
funkler marmorhvid.
Skarpe Nordenvinde
bære Vintren hid.
Morgentaagen fryser
tykt i Haar og Bryn,
Aftenstjernen lyser
som et blaaligt Lyn.
Sneens Dunlag hvidter
Trappe, Karm og Væg,
fra Fontanen stritter
der et Istapskæg.
Stramt som i et Panser
Jordens Bryst er spændt,
Livets Pulsslag standser,
nu er Kampen endt.
Overalt den stille,
store Harmoni —
Tys, o Hjertelille!
Bær Dit Kors og bi!