Det sidste Dagskær lyser ind mellem Kirkens Piller.
Nonnerne synge Messe, og Orgelet det spiller.
Skjønt slynge sig de Stemmer, gange til og gange fra —
Nonnesang i San Trinità!
Jeg mindes vel de Toner, de dybe, klokkerene;
da sidst jeg Eder hørte, sad jeg ej her saa ene.
Ak, slog blot nu mit Hjerte saa frejdigt som da —
Nonnesang i San Trinità!
O, svarer mig, i Søstre! I maa det sikkert vide —
Kan Klosterporten stænge for Elskovs Kval og Kvide?
Kan Hjertet Alt forsage, blot Læben har sagt Ja —
I klare Kvinderøster, saa smeltende for Øret —
o, sig mig, findes Freden og Glemslen under Sløret —
Kan Sjælen slippe Mindet og bjærge sig endda —
Nonnesang i San Trinità?
— Jeg veed, at skal en Klokke med Engletunge lyde,
maa dyreste Metaller i Smeltediglen flyde.
— O, tys! — hvor har Du hentet de dybe Toner fra —
Nonnesang i San Trinità?
Ak, er der ikke Jamren af brustne Ungdomsdrømme,
af gyldne Haab, hensmeltet i stride Taarestrømme,
fremsvulmende fra Bunden af Dit Halleluja —
— Nej! fuldt vel kan jeg skjønne, at Glemselen og Freden
den vindes ej ved Sløret og ej ved Klostereden.
Den Sorg, mit Hjerte tynger, den tages mig ej fra —
Nonnesang i San Trinità!