Det er Pust af Scirokkoens Lunge,
som har svangret vor Luft med Pontinernes Gift,
Der er Feber og Sot i dens Lummerheds Vift,
og af Regn er dens Skyvinger tunge.
O, I mørke og sorgfulde Dage!
I det haabløse Graa tværes Farverne ud,
og jeg ser gjennem Taage og drivende Slud
over dryppende Kupler og Tage.
Mellem visnede Blade jeg træder.
Det er Løv, som i Vaaren var dunet og sart —
Ak, de Kroner, som Rusket og Regnen har spart,
har kun Blade saa stive som Læder.
Saadan er jo de evige Love!
Hvad der spired i Sjælen af Fint og af Ømt,
har i Svøbet alt Skæbnen til Undergang dømt
for at spare det Haarde og Grove.
— Men lad Lundene kun blive øde!
For vor kæmpende Slægt grønnes Løvtræer nok —
Her er Palmer og Laur for de Sejrendes Flok,
— — og Cypresser for alle de Døde!