Nu kimer de tusinde Klokker
fra Kirker store og smaa —
Jeg sidder alene hjemme,
kan ej til Messe gaa.
Jeg mægter ikke at bede,
mit Hjerte er sygt og mat.
Jeg føler kun Tomhed og Lede,
alt siden han har os forladt.
Mig fryder ej Menneskers Vrimmel,
mig hjælper ej Kirke og Præst.
Det arme, saarede Hjerte
det baader Ensomhed bedst.
— I Gaar jeg vandred mod Kvælden
langt udenfor Stadens Port.
Campagnens vidtstrakte Øde
laa for mig, trøstesløst, stort —
Campagnens vidtstrakte Øde
i glødende Bronceglans,
og fjernt bag lysende Taage
Appenninernes sølvblaa Krans.
Fra sammenfaldne Ruiner,
Aqvaduktens Tusindaars Mur,
gled Tungsindets manende Skygge
hen over den tavse Natur.
Jeg stirrede ud saa vide,
jeg mindtes en svunden Old:
Da blomstred den rig og frodig,
— nu er den en Ørken gold.
Da steg fra de tusinde Arner
den blaanende Røg i Sky —
Nu tænder en ensom Hyrde
sit Baal i Ruinens Ly.
Da bølged Rosernes Vellugt
i Sommerzefyrens Vift.
— Nu svangrer Sumpen dens Aande
med snigende Febergift.