Hvad gaar der dog af ham — jeg fatter det ikke!
Han er som forvandlet. Han skyer mine Blikke,
ser ej mine Taarer, min Længsel, min Liden,
har ikke kysset mig een Gang siden.
Jeg tør ikke tale — hans Miner mig skræmme.
Der er kommen en anden Klang i hans Stemme.
Hvorfor er han vred? Har min Flugt ham fortørnet?
— Jeg stod dog og vented saa længe paa Hjørnet.
Jeg saa’ ham i Gaar, da han uset sig troede,
betragte sin Ring. Jeg blev sælsomt til Mode —
Gad vidst dog, hvad Magt i den Ring sig fjæler
Jeg tror, det er den, som hans Hjerte stjæler.
Ak, siden hin Aften er trende alt gaaet,
og ikke et eneste Kys har jeg faaet!
Først løftet mod Himlen — og saa traadt i Støvet! —
— O Jesus, Madonna! — hvor er jeg bedrøvet!