Glade lyse Morgentimer,
naar han sidder her og maler,
og mit Billed paa hans Lærred
Træk for Træk faar Form og Lød;
— medens jeg fra Vinduespladsen,
hvor det fulde Dagslys falder,
ser paa ham i Mag og dovent
klapper Katten paa mit Skjød.
Stundom er han tavs, alvorlig,
rent fordybet i sit Arbejd —
Da tør jeg ej heller tale,
sidder ganske stum og stiv.
Men naar saa han lægger Penslen,
for at Haanden kan faa Hvile,
gaar det løs med Passiaren,
og hans Blik og Ord faar Liv.
Saa fortæller han saa meget;
vidt i Tankerne vi rejser
— til de mørke, stille Bjerge
og de store Verdensbyer;
Alting har han set og kjender —
selv jeg føler mig saa lille,
og hvad han fortæller, klinger
som et dejligt Eventyr.
Stundom gjør han Løjer med mig,
driller, naar jeg spørger tosset;
men han gjør det saa godmodigt,
at jeg altid selv maa le.
Men naar om sin Kunst han taler,
om de store Fortidsmestre,
blier jeg ganske stum og lytter,
tror i Aanden Alt at se.
Underligt, at han, en Fremmed,
først skal lære mig at læse
i den store Bog omkring mig,
— lære mig at kjende Rom!
— O, hvor glæder jeg mig til at
se det Alt med egne øjne.
Intet blier mig svært at fatte,
naar han selv mig fører om.