Hans Haar er kruset, dunkelblond,
hans Øjne er saa mørkeblaa —
det tykkes mig, som om jeg saa
ud i den fjerne Horizont,
hvor Bjergene sig højne.
— Tidt, naar jeg sidder ene, maa
jeg tænke paa hans Øjne.
Hans Stemme har saa dyb en Lyd
og samme Tid saa blød en Klang,
som om dens Væld fra Hjertet sprang.
Det fylder mig med lønlig Fryd
dens rene Malm at høre.
— I Ensomheden Gang paa Gang
den toner for mit Øre.
Tidt var det mig i Drømme, som
blandt Bjergene de blaa jeg gik —
da hørte jeg en sød Musik
— jeg veed ej selv, hvorfra den kom
livsaligt mod mig strømme.
— Nu er det, som om Liv det fik,
Alt, hvad jeg saa i Drømme. —