Paa den silde Høstnats sortblaa Bue
dæmrer bag de klare Stjærner — saare
saare fjernt i aldrig maalte Dybder —
Mælkevejens matte Sølveraare;
hvor det ædle Malm, som Nattens Kloder
ejer blankt og purt, i Renhed smeltet,
ligger, dybt i Mulmets Grubeleje,
end med Erts og Slagger sammenæltet. —
Skønne Stjæmer! I, som lydigt vandred
i Aartusinder de samme Veje —
I, som i et aldrig standset Kredsløb
straalende om Almagts Trone dreje —
Skal engang den Stærkes Haand Jer slette
af sin Liste ud soin slidte Numre?
Er det hist i Mælkevejens Kaos,
at de nye Verdenstanker slumre?