Endt var Herrens Straffetale,
Paradisets Have lukt,
og mod Jordens skumle Dale
hasted Støvets Børn paa Flugt.
Flammesværd af Engle svunget
lued foran Edens Port,
og med Ekko tusindtunget
Herrens Røst i Natten runged:
Menneske! Hvad har Du gjort!
Guddomsord, som Ingen mægter
mer paa Jord at blive kvit!
En Gang talt, for alle Slægter
staar de hugne i Granit.
Stumt om uafsonet Brøde
klang de gennem Lovens Pagt.
Og saa længe som de løde,
Sværd med Flammetunger røde
holdt for Paradiset Vagt.
Sekler rulled hen, mens Svøben
svunget blev mod Adams Kuld. —
Saa var Straffens Tid forløben,
Naadens Vaarsæd skød af Muld.
Og paany, som gennem Edens
Skumring, lød nu Herrens Ord;
ikke mer dog Dommens, Vredens,
— Trøstens kun og Kærlighedens
milde Budskab: Fred paa Jord!
Sunget ud af Englerøster
sank det som en Foraarsregn.
Men paa Himmelen i Øster
blev der set et sælsomt Tegn:
Flammeskæret i det Fjerne
smelted, luende og stort,
sammen i en Straalekærne,
— og der steg en Kæmpestjærne
over Paradisets Port.
Op sprang Malmets gyldne Fløje,
og hvor nys Keruben stod,
tren et Barn, hvis klare Øje
kløved Mulmet ved hans Fod.
Livsenstræets modne Frugter
bar han i sin Kjortelflig;
og han steg, hvor Stien bugter
sig mod Jordens skumle Slugter,
ned at gøre Verden rig.
Og blandt Adams faldne Slægter
vandrer søgende han rundt
til hver Sjæl, som hungrer, smægter,
til Enhver, der har det ondt.
Den, som af hans Haand annammer
Livets Frugt paa Bårnevis,
leder han fra Støvets Jammer
did, hvor endnu Stjærnen flammer
— til det aabne Paradis. —
Du, som styrer Verdenskuglens
Gang i Himlens vide Rum —
priset være Du for Julens
søde Evangelium!
Lad det til hver syg og bange
Sjæl, som sørger, finde Vej,
løse op for Guldets Fange,
bringe Trøst i Hytter trange —
drage Sjælene til Dig!