I.
Brevskriveri.
Men Musse! Hvad gaar der dog af Dig, Du Smaa
Du glemmer jo rent at faa Dukken klædt paa.
Her finder jeg hende, den stakkels Lise,
smidt hen paa Gulvet i bare Chemise
og skrigende baade af Kulde og Sult.
Hvor kan som Mo’r Du dog sligt forsvare!
Men Musse har Andet at tage vare:
Hun sidder geskæftig ved Faders Pult.
En brugt Convolut, men anvendelig bagpaa,
en Blyant, hvis Spids har faaet et Knæk,
har egenmægtig hun lagt Beslag paa.
Til Skrivetøj har hun en Tændstikæske
— hun veed, til at skrive behøves der Blæk —
og dypper nu Pennen stadig væk
i den — heldigvis — imaginære Vædske,
imens hun bemaler paa Kryds og tværs
med Streger og Kruseduller sære
Convoluttens ubeskrevne Revers.
Og da saa omsider Papiret er fuldt,
og et Aftryk, saa tro, som det vel kan være,
indpræget i Pladen af Faders Pult,
klatrer hun ned fra sit høje Sæde
og styrter i overstrømmende Glæde
over sin literære Bedrift
ind at forbavse Mo’r med sin Skrift.
— Naa, Skat, hvad er det saa, Du har bedrevet?
»Se Mor! Et Brev til Fa’r har jeg skrevet.«
Hvad har Du! Nej tænk! Paa en stor Convolut!
Tro mig, det Brev vil faa Fa’r til at studse.
Men læs saa, hvad Du har skrevet, min Snut!
»Nej, Mo’r! Det skal Fa’r jo fortælle Musse!«
II.
Kirkebesøg.
Hun har tigget længe med bønlige Ord
om Lov at komme i Kirke med Mo’r.
Og da hun tilsidst faar et gunstigt Svar,
sidder hun, helt højtidelig næsten,
og fryder sig stille. Saa spørger hun:
»Far!
Hvad gør man i Kirken?«
Man hører paa Præsten
og synger Salmer til Orgelmusik. —
»Hvad siger Præsten? Kan jeg forstaa det?«
Gud veed! Men Du kan jo prøve paa det.
»Maa jeg ta’ Barnevognen, jeg fik
af Bedstemoder i Fødselsdagsgave,
med mig derhen?«
Men er Du af Lave!
Folk vilde jo tro, Du ikke var klog.
Du maa ingen Forstyrrelse gøre, hverken
med Hvisken eller med Skraben og Knirken,
men sidde saa stille som en Mus,
pænt synge med af Din Salmebog
og huske, Du er i Vorherres Hus.
»Maa man synge »Ride Ranke« i Kirken?
For det er den eneste Salme, jeg kan.«
Nej, Musse; det gaar skam ikke an,
— den bruger de vistnok ikke derhenne.
Men der er jo andre, Du maa kende —
i Fjor har Du lært nogle flere bestemt.
Som nu: »Glade Jul«!
»Jamen, den har jeg glemt.
Men jeg kan den Du veed om Kragen — —?«
Nej virkelig!
Ja, den er for Resten saa nydelig, men
den kan dog vist næppe kaldes for kirkelig.
— Nej, kom saa blot til Klaveret hen,
— men skub nu ikke til Moders Palme! —
Sæt Dig op paa mit Skød, min Skat,
saa skal vi snart faa lært Dig en Salme!
Som sagt, saa gjort. Nu tager vi fat
paa de gamle velsignede Julesange:
Først »Et Barn er født i Betlehem« —
den har mange Vers, — vi synger kun fem,
men dem repeterer vi fire Gange.
Saa »Glade Jul«, den hun lærte i Fjor,
der næmmer hun hurtig de kendte Ord;
og endelig holder vi Prøve paa
den, som hun kalder »Den himmelblaa«. —
Hun gør gode Fremskridt af en Begynder.
Først sidder hun ganske stilfærdig og nynner;
men da hun føler sig mere fri,
ta’r hun Bladet fra Munden og stemmer i
med en Røst af saa vældige Dimensioner,
at jeg næppe kan høre Klaverets Toner,
— men rent uden Tilløb til Melodi.
Hun mangler desværre ganske Øre
og bliver knap Sangerinde af Rang.
Men dog har det Hele den ægte Klang,
ja, jeg tænker mig det er den Slags Sang,
som Englene lider at høre.