Visen om Skøn Laura
(Til min Hustru)
(Til min Hustru)
Hvor Løvet kuples over Voldens Stier,
Skøn Laura gaar i stolte Drømmerier.
En Rosenknop saa fager
i Vaarens første Pragt,
hun kendte ej til Elskov,
men spotted kun dens Magt.
»Ingen Mand«, saadan svor den Kække,
»nogen Tid skal min Frihed stække!
Ingen Mand!«
De høje Guder i Olympens Sale
med største Harme hørte denne Tale.
Fluks rejste sig Minerva
og raabte: »Ved mit Spyd!
Naar først min Hær jeg ruster,
faar Piben anden Lyd.
Ingen Mø, skal hun snart erfare,
mod en Helt af Athenes Skare
holder Stand!«
Saa sendte hun skøn Laura ned til Jena,
midt ind paa Videnskabernes Arena,
og lod hver Mediciner,
Jurist og Theolog
gaa om med ømme Miner
og kvidre Elskovs Sprog.
Laura dog med dem Alle leged,
hendes Bryst som Minervas eget
koldt forblev.
Da talte Mars, den høje Gud for Krigen:
»Det blier nok bedst, at jeg ta’r mig af Pigen.
Enhver af mine Sønner
i Galauniform
indtage vil — jeg vædder —
det kære Barn med Storm.
Ser en Mø en af disse Helte,
fluks som Voks hendes Trods maa smelte
— som bekendt!«
Men ak! trods Uniform og blanke Knapper
holdt lille Laura sig dog lige tapper.
Og mens Minerva fnyste,
og Mars saa gnaven ud,
til Orde tog Apollo,
den høje Sangens Gud:
»Kære Børn! Lader mig kun raade.
Ene jeg Kvindehjertets Gaade
løse kan!«
Og tryg som den, der rammer, hvor han sigter,
til hendes Straf udsender han en Digter —
en Digter af de store,
om ej ved sine Vers,
saa dog fordi han maaler
af Tommer godt halvfjerds.
Orfevs’ Kunst selv Løvinder tæmmer,
— vogt Dig, Barn, naar han Lyren stemmer,
— vogt Dig, Barn!
Den første Gang han Haand paa Strengen flytted,
med Et den Jomfru stille stod og lytted.
Da anden Gang han leged
og sang til hendes Pris,
han smelted hendes Hjerte,
som Solen smelter Is.
Tredje Gang, der han kvad med Liste,
fløj hun selv, før hun ret det vidste,
til hans Bryst.
O, hvor de høje Guder da sig gotted,
thi fangen var nu den, som før dem spotted.
Men huldt Apollon taler:
»Saa sandt jeg er en Gud!
Vist ingen Svend sig fæsted
mer sød og fager Brud.
Hil Dig da, Du hans unge Muse!
Lykken bo, hvor Du er til Huse,
— Lykken bo!«