I.
Store dunkle Frasagn melde
end ved Bælt og Fjord
om en Tid, da Danmarks Vælde
lyste højt i Nord,
da vi planted Sejersfanen
fjernt i Vest og Syd,
og da Franken og Germanen
skælved for vort Spyd.
Længst — ak! — er med Magten veget
Sejren fra vort Staal.
Sejgt at værne kun vort Eget
blev vor Nutids Maal;
værne det mod gridske Fjender,
Alt, hvad kært vi fik:
Hjem og Modersmaal og Minder,
Fædres Arv og Skik.
Spørg den dyre Grund, vi træder,
spørg hver omstridt Plet:
Har vi kæmpet ej med Hæder,
hvor det gjaldt vor Ret?
Tiden glatte kan og blidne
Mindets barske Skrift, —
Djærvt skal Volden her dog vidne
om vort Folks Bedrift.
Rejse vi det da en Støtte,
dette sejge Mod,
som, hvad Fare end der mødte,
stolt sin Prøve stod;
det, hvis Rødder gaar tilbage
til vor Sagas Old,
og som slog i Nutids Dage
Vagt om denne Vold.
Vidn, o Bauta, her med Ære
om hin Helteslægt,
— mest om ham, som bar det svære
Ansvars fulde Vægt!
Som han stod blandt sine Egne,
Pligtens strenge Tolk,
skal hans Billed nu sig tegne
for det danske Folk!
II.
Danmark! Blev Din Heltesage
viet mon til Død,
Aandens Baal fra hine Dage
slukt til sidste Glød?
Blev Din Vilje slap og lunken,
kom Din Tro paa Affaldsbunken?
Rejse vi kun Sten til Skue
paa Din Gravhøjs Tue?
— Nej! Er svunden og Din Vælde,
sank vort Spir i Grus,
— end er ej vi blevet Trælle
i vor Fjendes Hus.
Maa vi døje end og taale
giftig Haan og Stik af Naale,
— vil Du atter paa os kalde,
staa vi rede Alle!
Støtten, rejst for dem, som fyndigt
bøde Fjenden Trods,
taler, stumt, et strengt og myndigt
Alvorsord til os.
Se, vi høre det og sværge
Danmarks Ret som de at værge,
heller Liv end Ære miste,
kæmpe til det sidste!