Fredericia-Slaget
(Til Sonnes Billede paa Raadhuset i Fredericia)
(Til Sonnes Billede paa Raadhuset i Fredericia)
Saa sorte vare de Skyer,
paa Danmarks Himmel steg:
Bud om Vanheld og Bud om Tab,
om Danskerhæren, der veg.
Fjendeskarer, hvor helst man saa’,
Landet i Nød og Fare.
Hvad hjalp det, Frihedens Gry var tændt,
— det kunde ej Sagen klare.
Luften var kvælende lummer,
der laa en Torden paa Lur.
Dansken bag Fredericias Vold
gisped som Løven i Bur.
Tættere sluttedes Ringen — snart
den sidste Udvej var stængt — —
Da rystede Løven sin Manke,
— et Brag! Og Buret var sprængt!
De Folk derude i Heise Kro,
de sidder ved Praasens Skin.
Alt er blevet saa stille,
man hører kun Feltvagtens Trin.
Dagen har været urolig nok
med Ryk-ind og tysk Exercits —
Saa henimod Alten brød Fjenden op
og marschered mod Frederits.
Nu sidder de tavse og lytter,
delt mellem Frygt og Haab.
Histovre fra Artilleriets Park
der lyder et enkelt Raab.
Krokonen den unge sukker beklemt,
kan næppe Taarerne tvinge:
Hendes Husbond er med i den danske Hær,
— hvo veed, hvad Natten vil bringe!
Men Kromandens gamle Fader,
— en Gubbe paa Firs saa vel —
han mindes endnu de Tider,
da Bonden var Hvermands Træl.
»Og har de nu slettet Skellet ud,
gjort Bonde til Herremands Lige,
da er det vel værd at kaldes Dansk
og slaas for Land og for Rige!«
Han tager paa Skødet sin Sønnesøn
og klapper den syvaars Krabat:
»Se til, Du kan vokse og blive
som Din Fader en tapper Soldat!«
Han trykker den grædende Kvinde i Haand
og siger med sagte Røst:
»Slaa Din Lid til Vorherre, Barn,
hos ham er Styrke og Trøst!«
Saa sidder de stille og blunder halvt,
Midnat er længst rundet ud — —
Da drøner det hult i det Fjerne,
det brager med Skud paa Skud.
Op springer de Alle med Angst i Blik,
blæst bort er Træthed og Døs,
de knuge hinandens Hænder:
»Gud hjælp’ os! Nu gaar det løs!«
Og Braget og Bulderet voxer,
Time gaar hen efter Time;
alt lyser klart gennem Ruden ind
daggryets luende Strime. —
Da drøner Vejen af Løbendes Tramp,
— Ak! er det mon sket, som de frygter! —
Den Gamle titter ad Ruden ud:
— — »Min sandten! Tyskerne flygter!«
Javist, som en jaget Vilddyrsflok!
— slængt er Gevær og Hue.
De fare forbi. Da myldrer frem
de Bønder fra Stald og Stue.
De sender med Fynd den forhadte Gæst a
et Hurra, som Lungerne renser.
Og Raabet besvares fra Vejen i Nord:
Der kommer de danske »Jenser«!
I Storm det gaar over Grøft og Hegn,
de ænser ej Bly eller Jærn.
Fjenden har pustet og bider sig fast
bag Artilleriparkens Værn.
Men »Jens« gaar paa efter Jydernes Skik,
— han plukker ej Nælder med Handske.
Ræven maa rømme sin Hule i Hast,
— hans Bytte tager de Danske.
Saa myldre de Kække i Landsbyen ind,
sværted’ af Krudt og Støv,
men med Sejrens Glans over Panden
og smykte med Ungbøgens Løv.
»Hej Folkens! Vi bære Sommer i By!«
Et Hurra drøner til Svar.
Og Pogen jubler i vilden Sky:
»Mor, Mor! Se der kommer Fa’r!«
Der kommer han, ja, saa svedig og sort,
men uden Rift eller Skade.
De ta’r ham i Favn, de græder og ler,
— ja, nu tør de først være glade.
Og Kvinderne bringe Mælk og Sul
— Alt, hvad Tysken har levnet —
Er Noget for godt til de Tapre vel,
som kommer fra Sejersstævnet!
Og Solen stiger paa Himlens Blaa
og lyser om Bælt og Bugt — — —
Du dejlige Sjette-Julisol,
Din Glans har ej Tiden end slukt!
Og trues vi atter, og mørknes vor Hu
af Mishaabs knugende Sky —
bryd frem i Din Vælde, split Mulmet, Du,
og lys os til Sejr paa ny!