Mindes Du hin Kvæld i Høsten,
da jeg mødte Dig ved Stranden.
Over Havet lued Dagens
sidste Glød fra Himmelranden.
Tavs og bleg Du gik forbi mig
i den røde Purpurlysning.
Kun et Blik! — Men i mit Hjerte
foer det som en Kuldegysning.
Thi fra Dine Øjnes mørke
Himmel lyste mig i Møde
truende det sidste Dagskær
af en Kærlighed, som døde.
Og jeg satte mig ved Brinken,
hvor den salte Bølge slikker,
stirred over Havets Øde,
arm og ussel som en Tigger — —