Bladfalds blinkende Dukater
eller luende som Kobber,
dunkelt Purpurløv, som Solen
gød et fugtigt Guldskær over —
Blade som af hamret Bronce
og som Ertsen grønlig irret —
Løv i alle Høstens Farver
lydløst ned omkring os svirred;
dryssede som svedne Emmer,
hang som døde Sommerfugle
i din Kjoles uldne Folder
og i Haarets Purr, det gule.
bredte over Mossets Hynde
sit Brokades Gyldenstykke
og sit Purpur om den bitre
Afsked fra vor Ungdomslykke.
Ak! hvor bleg den lyste under
denne Farveregn af Blade,
skælvende og syg til Døden
midt i Høstens Maskerade. —
Yppig, ung, fyrstindedejlig
folded den sig ud med Bøgen — —
Plyndret nu, en Tiggerpige,
stod den frysende og nøgen.
Stærk og sommergrøn som Egen,
dunkel, skyggefuld som Almen —
Nu en gusten kuldskær Plante,
viet ind til tidlig Falmen. —
O, I stærke Ord og Drømme,
Løfter, tusindfold besvorne —
ak! hvor skrumpne nu at skue,
og hvor hule og forlorne!
Kval jeg følte kun og Lede
mellem Høstens Elverskatte.
Mine Tanker blev saa tomme,
mine Ord saa haabløst matte. —
Da — hvor kærligt, mildt og stille
Armen om min Hals Du lagde,
løftede dit Blik og saa’ mig
ind i Øjet, mens Du sagde:
Elskte! Det er Afskedsstunden,
og vort Hjerte lider ilde.
O, men husk, at hvad der leved,
det kan aldrig gaa til Spilde.
Disse Blade, en Gang friske,
som nu fældes maa og gulne,
de skal tjene nye Slægter
og om Vaarens Spirer muldne.
Disse Haab og lyse Drømme,
der som visne Blade falder,
er en Klædning kun, der skiftes —
Elskov selv har ingen Alder;
er et Dække kun, der luner
over Hjertets skjulte Kime,
hvoraf Lykken, dobbelt frodig,
spire vil i Vaarens Time!