Ved Kilden
(Efter V. Hugo)
(Efter V. Hugo)
Nær et Kildevæld boede en Løve. En Ørn
holdt sig samme Steds til.
Saa en Dag kom to Konger, to Menneskebørn,
— sligt kan ske, naar Gud vil —
og de mødtes, hvor Palmernes skyggende Telt
drager Vandreren hid.
Og de drog deres Glavind, hver stred som en Helt,
— begge faldt i den Strid.
Men ned over dem Ørnen sig straalende svang
fra det himmelblaa Hvælv,
og den sagde: »I to, som fandt Verden for trang,
— nu er Skygger I selv!
O, I Fyrster! I Dag midt i Ungdommens Pragt,
selve Gudernes Kuld,
og i Morgen — kun Knogler, paa Blegen lagt,
snart ukendeligt Muld!
Ak! Hvortil denne Strid, som i tusinde Led
bær Forbandelsens Løn!
Se! Jeg, Ørnen, lever med Løven i Fred
her ved Ørkenens Brønd.
Vi er fælles om Riget som og om vort Væld,
og enhver har dog sit:
Hans er Landet med Sletter, med Skov og med Fjæld,
— men det Blaa, det er mit!«