I fordums Old, da Egeskovens Tykning
slog Bro fra Kysten op til Aasens Rygning,
laa Danmark som et Øde,
thi Landets vilde Søn
fandt Jordens Slid for trælsomt
og alt for arm dets Løn.
Havets Mark lysted ham at pløje,
fremmed Kyst lønned Fartens Møje
— fremmed Kyst.
Men Blodet kølnet blev, mens Sekler runde:
Paa Hjemmets Odel blev Normannen Bonde.
Han svang den skarpe Bile,
da segned Egen brat,
og Agrens gyldne Kile
brød ind i Skovens Nat.
Rigdomsvæld, Jordens Jomfruskatte
blinked frem, hvor han Ploven satte,
— Rigdomsvæld.
Og mens han fjernes paa sin nye Bane
fra Fædres vilde Sæd og grumme Vane,
da vorder mild hans Tanke
og Slidet mindre svært,
thi Landet, som han dyrker,
det faar tilsidst han kært.
Fædreland! Hvad det Navn betyder,
første Gang frem for Tanken bryder
— Fædreland!
Og alt som Jærnet sine Furer drager,
saa pløjer Tanken med paa Aandens Ager.
Og er som Plovens Okser
den straks lidt træg og stiv —
af Muldets Fure vokser
tilsidst Kulturens Liv:
Købmandsbod, Essens travle Hammer,
Skolens Kløgt, Kunstens Skønhed stammer
Alt fra den.
Saa kast nu Blikket over Danmarks Vænge
med Torp og By, med Agre og med Enge
Se Hjorderne de rige
»i Kløver over Knæ«,
se Hedelyngen vige
for Skovens grønne Læ! —
Haandens Daad, Snillets Herskerevne
— Alt sin Rod har dog i vor jævne
danske Muld!
Thi lad, o Danmark, Din da Takken blive
for det, Du gav, og det, Du vil os give.
Den Gud, som bandt vor Stamme
til denne dyre Jord,
han styrke os at værne
og virke for vor Mo’r.
Drot og Folk, Store, Smaa i Fællig —
Danmarks Sag være Alle hellig
— Danmarks Sag!