Om mandig Daad og Elskovs søde Glæder
er fordum lagt hel mangen herlig Sang.
— — Jeg hører fjernt en mægtig Stemmes Klang,
som ej i slige bløde Toner kvæder.
En Munk det er, en Mand i grove Klæder,
hvis Herskersjæl den ganske Stad betvang,
— der, lig Elias, Ordets Svøbe svang
mod Slægtens Yppighed og løse Sæder.
Jeg ser hans magre Træk, hans Øjes Staal,
hans Torden hører jeg fra Domens Buer, —
jeg ser ham stige paa sit Martyrbaal — —
Savonarola! Hvil i trygge Blund!
Dit Sommerfuglefolk begærer kun
et sorgløst Liv i Solens gyldne Luer,