Hvor Sjælen hviler ud i store Minder,
dér skærpes for det Næres Brist vor Sans.
I Skæret af en svunden Alders Glans
til smaalig Syslen Nutids Daad indsvinder.
Hvad er vel nu Din Sangerkunst mod hans,
hvis Lys, Italia, for Alverden skinner:
Firenzes største Søn, hvem nidske Fjender
tvang til at søge Hjemmet udenlands!
O, Dante! Fra Din Kæmpedigtnings Tind,
hvori Dig selv, Din Tid Du mejsled ind,
forklaret straaler Du i evig Hæder.
Og Beatrice fæster om Dit Haar
den Krans, som grønnes gennem Tusindaar
om mandig Daad og Elskovs søde Glæder.