Et Steds i Napolimuseets Sale
der ses en Danae, gudindeskøn,
saadan som kun Venedigs store Søn,
den ædle Tizian, forstod at male:
Mørkøjet, blond, et Under blandt sit Køn,
Venezierinden selv, den ideale,
hensunken, nøgen, i ekstatisk Dvale,
undfanger hun sin Skønheds gyldne Løn.
— Venezia! Din Herlighed er bleget,
men fordum over Hav og Land Du bød.
Olympens Glans i Dig til Jord var steget,
og gyldne Skatte daled i Dit Skød.
Da blev i Tizian’s Kunst paany Du fød
og Billedet af Danae — Dit eget!