Almindeligen pleyer det saa at gaa/at den som Trætten først ypper/og fordrer en anden/hand blifver der self gierne i Løbet. Saa er det gaaet med denne unge Hafburd/ som synis at hafve været Kongens nær Slegt og Blodsforvandte. Thi Oluf Strangesøn maa rømme/ som den der hafver lagt Vold paa en fremmeds Gode. Jorsals Land som her nefnis/ er Jerusalems Land/som de Gamle hafve saaledis kaldet/ og dem som der hen reyste/Jorsalafarer.
Det var Oluf Strangesøn/ og saa hin unge Hafburd: Og de tiente dennem saa lenge i Daner Kongens Gaard. Saa brender deris Gods inde paa Ryland.
2. Og de tiente dennem saa lenge/ paa Danner Kongens beste: Saa yppede de dennem en Trætte/ om begge deris gode Heste.
3. De vild’ og Dysten prøfve/ Alt om saa ven en Viv; Det vil jeg for sanden sige/ det kosted deres unge Liv.
4. Og hør du ungen Hafburd/ jeg vil icke med dig trætte: Din Moder var min gode Gud-Moder/ hun skal icke for os græde.
5. Hør du kiere Oluf Strangesøn/ alt hvad jeg siger til dig: Og du skalt fegtis med mig i Dag/ eller du skalt rende med mig.
6. Og er din Moder min gode Gudmoder/ og siger du det med skel: GUd lade dig aldrig blifve Mandens mage/ foruden du dyster med mig.
7. Hvo kand vel rose mine stercke Hænder/ som dennem ingen gang hafver frist: Men det vil jeg for sanden sige/ saa rask da hafver jeg Hest.
8. Gud veed/ det er mig saare imod/ At jeg skal med dig stride/ Men heder jeg Oluf Strangesøn/ jeg skal dig i Morgen bide.
9. Aarle var det en Morgens Stund/ og lenge før Lercken hun sang; Op da stoed hand Oluf Strangesøn/ hand klædde sig for sin Seng.
10. Aarle om Morgenen vel god Tid/ langt føre den Dag giordis Lius: Saa mange da vare de sadlede Hest/ alt for det Dyste-Huus.
11. Den første Dyst de sammen reed/ begynte deris Heste at lege: Og der stod Fruer og stolte Jomfruer/ de blefve i Kinder saa blege. Saa brender deris Gods inde paa Ryland.
12. Den anden Dyst de sammen rede/ da knælede Hafburds Hest: Saa mangen Dyst den hafver jeg reden/ jeg frygter denne blifver mig verst.
13. Den tredie Dyst de sammen reed/ og da blef Hafburd saar: Og der stode Fruer og stolte Jomfruer/ de felde saa modige Taare.
14. Den fierde Dyst de sammen rede/ og da blef Hafburd nær død: Og der stode Fruer og Dronningen self/ de daanet under Skarlagen rød.
15. Det var Oluf Strangesøn/ hand tog ham i sin Arm/ du sætte dig nu paa min Hest/ forlad mig ald din Harm.
16. Gierne vil jeg tilgifve dig/ jeg agter ey om din Hest; Jeg beder dig for den øfverste Gud/ at du nu flyer mig Præst.
17. Jeg beder dig for den øfverste Gud/ forlad mig nu din Død; Gud veed det er mig saare imod/ at jeg saa mod dig brød.
18. Fuld gierne tilgifver jeg dig min død/ Gud løse saa vel vor Qvide; Men det vil koste dit unge Lif/ om min Fader det faar at vide.
19. Og det var Oluf Strangesøn/ og taler hand til sin Hest: Nu tyckis mig self udi mit Sind/ at Skofven vil skiule os best.
20. Og det var Oluf Strangesøn/ slog op med hviden Haand: Gifve det GUd Fader i Himmerig/ jeg var i fremmede Land.
21. Der til svarede Danner Konning/ hand holt der lidet fra: Og det forbinde den øfverste GUd/ at du skulde Skofven naa.
22. Og nu ligger ungen Hafburd/ og er slagen død fra Hest: Oluf Strangesøn er en fredløs Mand/ og Skofven skiuler hannem best.
23. Og nu ligger ungen Hafburd/og Blodet rinder hannem til døde: Oluf Strangesøn rider til Jorsals Land/ hand kand vel tiene sin Føde.
24. I gifve mig Vand at ledske min Tørst/jeg dricker det heller end Vin: Ret aldrig kommer jeg fra Jorsal hiem/ at tale med Moder min.
25. Tack saa hafve Oluf Strangesøn/ hand var icke meget seen: Og hand reed sig af Landet ud/ fra Kongen og alle hans Mænd. Saa brender deris Gods inde paa Ryland.
